Ulv nu også spottet ved Horsens

12. marts 2013 12:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ulv nu også spottet ved Horsens
Billede mangler

En eller flere ulve huserer i Midt- og Vestjylland.

 

Senest gik det ud over får på en mark ved Harrild Hede, hvor en ulv slog til, og ad tre omgange tog livet af i alt 20 får. Og nu er der også konstateret ulvespor et andet sted i Midtjylland, nemlig i Løvet få kilometer fra Brædstrup.

Det bekræfter biolog Jan Kunstmann, Horsens Kommune.

Selv om ulven kan være en pestilens set med en fåreavlers øjne, vælger kommunen at anlægge en positiv vinkel på ulvens »besøg«.

»Ulven er en såkaldt nøgleart og kan have stor betydning for såvel dyrelivet som vegetationen. Ulven vil gå efter syge eller skadede hjorte og kan dermed være med til at øge sundheden hos rådyr og kronvildt. Resterne af de nedlagte dyr vil samtidig være vigtig føde for blandt andet grævling og rød glente,« siger Jan Kunstmann i en pressemeddelelse.

Ifølge Jan Kunstmann kan ulvens tilstedeværelse også have en gavnlig virkning for vegetationen.

»Når byttedyrene spredes og presses ud i åbne områder, hvor de bedre kan spotte ulven, vil de derfor græsse mere på de åbne arealer. Derved forventes en forbedring af naturområderne. Ulven kan desuden anspore os til helt andre og mere spændende oplevelser i naturen. For eksempel kan en udflugt for hele familien med chancen for at se et glimt af ulven eller måske spor efter den i skovbunden give forøget indhold på skovturen,« siger Jan Kunstmann.

Han understreger, at sandsynligheden for at ende som ulveføde er ekstrem lille for mennesker.

»Ulve angriber som hovedregel ikke mennesker. I Europa lever der over 20.000 ulve og på trods af det, er der inden for de sidste 50 år kun rapporteret om enkelte angreb,« siger Jan Kunstmann.

Han understreger også, at ulven er fredet og beskyttet af et EU-direktiv, så det er strengt forbudt at forsøge at nedlægge ulven, hvis man skulle komme på klos hold af den.

Horsens Kommune er i øvrigt stærkt interesseret i at høre fra borgere i området, der har set noget til den omstrejfende ulv. Man vil forsøge at kortlægge ulvens færden i området skridt for skridt.

Miljøminister Ida Auken (SF) har for nylig bedt Vildtforvaltningsrådet udarbejde en forvaltningsplan for ulve i den danske natur.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu