Ulv nummer to set i Danmark

25. februar 2013 12:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ulv nummer to set i Danmark
Billede mangler

Først var der en, nu er der to, og flere vil komme til.

 

I weekenden blev der med endog meget stor sikkerhed registreret endnu en ulv i Danmark, da en ulv blev foreviget i en fotofælde. Det skriver B.dk.

Ulven står på billedet og småskuler ved en fodringsplads med roer til kronvildt i Harrild Hede syd for Herning.

Dermed er endnu en ulv registreret herhjemme, efter at der i slutningen af sidste år blev fundet en død hanulv i Nationalpark Thy.

Siden har der været utallige meldinger om ulve i det midt- og vestjyske. Blandt andet har en politipatrulje set det, der blev beskrevet som en ulv, ved Klosterhede, og i juledagene blev der taget vellignende ulvebilleder – omend på lang afstand – ved Lem.

Det er uklart, om ulven fra fotofælden er den samme, som er set de andre steder.

Flere ulve kan være løs

Dermed er ulven tilbage i den danske natur efter 200 års fravær, og dermed kan der sagtens være mere end et par ulve løs herhjemme.

Det vurderer seniorforsker Thomas Secher Jensen, Naturhistorisk Museum i Aarhus.

»Vi kommer til at se flere. Det vil blive et tilbagevendende fænomen de kommende år,« siger han til B.dk.

»Før eller siden kommer vi formentlig til at se et par, der yngler.«

De jyske ulve kommer fra Tyskland, hvor det store rovdyr med succes har spredt sig de senere år.

På 15 år er bestanden af tyske ulve vokset fra nul til hele 12 familier i Sachsen, ligesom to ulvefamilier i dag har slået sig ned syd for Hamburg. Ulven, der blev fundet død i Thy, stammer ifølge genetiske undersøgelser med sikkerhed fra et kobbel, der lever i grænseområdet mellem Tyskland og Polen i Sachsen.

Ulven er således vandret hele 850 kilometer fra det sydøstlige Tyskland til Nordjylland.

»Når de er gamle nok, bliver de smidt ud af familieflokken af de førende dyr, og så må de stå på egne ben,« forklarer Thomas Secher Jensen.

Det er uklart, hvor mange ulve der er plads til i Danmark. Men rovdyrekspert Peter Sunde, Aarhus Universitet, har tidligere vurderet over for Berlingske, at der er plads til omkring 100 dyr i Jylland.

Der er nemlig rigeligt med byttedyr i form af hjortevildt, og de vidtstrakte landskaber med hede, krat og skov og få mennesker giver rigeligt med plads til ulven.

Thomas Secher Jensen opfordrer på baggrund at den seneste ulveobservation Naturstyrelsen til at få præsenteret en ulveforvaltningsplan »så hurtigt som muligt«.

»Det varer sikkert ikke længe, før det første får bliver taget. Og hvad gør man så? Skal man have kompensation eller hvad? Der er mange spørgsmål, der er brug for at få afklaret,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu