Underdrejet boligmarked rammer hele samfundet

4. februar 2013 11:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Underdrejet boligmarked rammer hele samfundet
Billede mangler

En bolighandel er ikke kun god for sælger og køber. Den er også god for samfundsøkonomien, fordi den som hovedregel følges af et øget forbrug i byggemarkeder, møbelbutikker samt hos håndværkere.

Dermed lider hele samfundet under den sløve bolighandel, viser tal, som mæglerkæden EDC har lavet på baggrund af godt 700 bolighandler indgået i 2012.

To ud af tre boligkøbere går efter et køb i gang med at sætte boligen i stand, og det koster i gennemsnit 151.000 kroner.

Dertil kommer, at den nyslåede boligejer i gennemsnit brænder 26.000 kroner af på indkøb af møbler, gardiner, hårde hvidevarer osv., viser analysen.

“Med 50.000 bolighandler om året i Danmark betyder det, at de nyslåede boligejere hvert år skaber en omsætning på 6,8 milliarder kroner hos håndværkere, byggemarkeder, møbelforretninger og andre forretningsdrivende. Havde boligsalget været på et normalt niveau var der blevet omsat for yderligere næsten 3 milliarder kroner,” skriver EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann.

Han påpeger videre, at pengene stort set kun bliver brugt i Danmark, og at bolighandlerne dermed er med til at sikre arbejdspladser for tusindvis af danskere.

“Der er langt overvejende tale om lokale butikker, som leverer varerne og lokale håndværkere som udfører istandsættelserne. Oven i de mange penge til istandsættelse kommer desuden omsætningen i forbindelse med selv handlen hos diverse rådgivere i form af ejendomsmæglere, advokater, bygningsrådgivere og pengeinstitutter, der betjener boligkunderne,” skriver han i forbindelse med analysen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu