Undervisningskrav til indvandrere glæder K

7. marts 2013 15:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Undervisningskrav til indvandrere glæder K
Billede mangler

Hvis indvandrere på kontanthjælp siger nej til at deltage i pålagt danskundervisning, bliver de trukket i ydelse, lyder meldingen fra regeringen torsdag i Politiken.

 

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) vil indføre et såkaldt »integrationspålæg«, der betyder, at indvandrere på kontanthjælp fremover mødes med en række krav om at modtage danskundervisning.

Det er et tiltag, som glæder de Konservatives social- og beskæftigelsesordfører, Benedikte Kiær (K). Hun er glad for, at regeringen »har indset fordelen« ved at bruge pålæg.

»Jeg ser denne udmelding fra regeringen som deres accept af, at økonomiske sanktioner og pålæg faktisk er en effektiv metode, der virker,« siger hun.

Sådan har den nuværende regering ikke altid set på det. Da VK sad i regering, indførte de et forældrepålæg, hvis krav var at styrke forældreansvaret. Forældre skal således sørge for, at deres børn kommer i skole og holdes ude af kriminalitet. Hvis de nægter det, bliver de skåret i deres ydelser. Ganske ligesom indvandrere nu vil blive det, hvis de takker nej til danskundervisningen.

»Jeg har haft utallige ophedede debatter med Mette Frederiksen og især Özlem Cekic (SF) om brugen af pålæg før folketingvalget i 2011, hvor jeg gang på gang fik at vide, at det var noget, de ville fjerne,« siger Benedikte Kiær.

At det var et erklæret mål at afskaffe brugen af pålæg, har Mette Frederiksen tidligere understreget flere gange. I en kronik i Politiken 13. december 2010 skriver hun, at det er »absurd at tro, at forældre med ringe forældreevne bliver bedre, fordi de trues på deres pengepung«.

»Og hvad sker der, hvis forældrene ikke efterlever forældrepålægget? Så er familien blevet fattigere – men da ikke bedre,« skriver Mette Frederiksen. ?Den retorik fastholder hun i en artikel fra Information 23. juni 2011. I artiklen varsler både S og SF, at de vil afskaffe forældrepålægget, hvis de vinder valget.

SFs Özlem Cekic har også stærkt kritiseret forældrepålægget. På vegne af hele regeringspartiet skriver hun i sit nyhedsbrev i maj 2012, at det er på tide at afskaffe VKs »forældrebøder«.

»SF ønsker at ændre lovgivningen, fordi vi ønsker en socialpolitik, der er baseret på dialog og motivation og ikke straf og sanktioner,« skriver hun.

Forældrepålægget er ikke blevet fjernet, og det glæder Benedikte Kiær, at regeringen nu har planer om at udvide den økonomiske metode til andre områder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu