Ung homoseksuel trampet i hovedet ved Copenhagen Pride

21. august 2017 16:35 | Af: Ritzau Fokus

Politiet har fået fem anmeldelser om vold under Copenhagen Pride. Sager behandles som mulige hadforbrydelser.

Ung homoseksuel trampet i hovedet ved Copenhagen Pride
I forbindelse med Copenhagen Pride 2017 har politiet registreret en håndfuld forbrydelser, der muligvis var motiveret af had. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix

Da optoget ved Copenhagen Pride i weekenden uge gik igennem København, var der ud over 25.000 deltagere 300.000 tilskuere på gaderne.

Mens der blev festet, fik politiet fem anmeldelser om vold, der behandles som hadforbrydelser. Det oplyser Københavns Politi.

En af anmeldelserne omhandler ifølge TV2 Lorry en 21-årig homoseksuel mand med somalisk baggrund, der blev trampet i hovedet ved McDonald’s på Nørreport Station.

Desuden er en kvinde blevet slået med en flaske.

Pressemedarbejder ved Københavns Politi Steen Hansen oplyser, at antallet af sager stadig kan vokse.

– Foreløbig har vi registreret fem sager. Men det kan ikke udelukkes, at der i de følgende dage vil dukke flere sager op, i takt med at folk måske efter at have tygget en oplevelse igennem vil revurdere, om de vil anmelde den, siger han.

Indtil videre har de fem sager ikke ført til anholdelser. I den ene sag er politiet i gang med at indhente bånd fra overvågningskameraer i håb om, at det kan kaste noget af sig.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu