Ung kvindelig cyklist dør efter taxiulykke

25. november 2012 23:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ung kvindelig cyklist dør efter taxiulykke
Billede mangler

En 23-årig kvinde er søndag aften erklæret død på Rigshospitalet i København, efter at hun på cykel blev påkørt af en taxi, oplyser Københavns Politi.
– Hun er afgået ved døden klokken 20.39, og de pårørende har været til stede, siger vagtchef Mads Firlings til Ritzau.
Ulykken skete i krydset Tagensvej og Nørre Allé søndag formiddag. Og selvom tekniske undersøgelser og chaufførens forklaring tyder på, at kvinden drejede ud foran taxien, så sigtes chaufføren for uagtsomt manddrab.
– Når der er alvorlig personskade, så udvider vi sigtelsen, og i dette tilfælde er det uagtsomt manddrab i forhold til chaufføren, fortæller vagtchefen, der understreger, at det er normal procedure.
Samtidig skal undersøgelse af parternes blod også udelukke, at alkohol eller narkotika kan være årsagen til ulykken.
– Der er udtaget blodprøver for at tjekke om de involverede parter har været påvirket af spiritus eller narko. Der intet, der indikerer det, men vi skal selvfølgelig kunne udelukke det, siger Mads Firlings.
I alt har syv personer mistet livet på de danske veje i løbet af weekenden.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu