Ung mand sigtes for drabsforsøg på Oslo-båd

10. juni 2012 16:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ung mand sigtes for drabsforsøg på Oslo-båd
Billede mangler

Politiet sigter en 24-årig nordmand for drabsforsøg, efter at han natten til søndag på Oslo-båden på vej til København snittede en mand i halsen med et glasskår.
Det oplyser Robert Jensen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
Offeret var en 22-årig dansk mand, der blev snittet i halsen.
– Han er heldigvis ikke i livsfare, siger Robert Jensen.
Den dramatiske voldsepisode skete omkring klokken et uden for indgangen til et af færgens diskoteker. Den skete sandsynligvis i fuldskab, og der er ifølge politiet ikke tegn på en forudgående konflikt.
– Det virker, som om den 22-årige blev et helt tilfældigt offer, siger Robert Jensen.
Den 24-årige nordmand fremstilles søndag i grundlovsforhør i dommervagten i København, hvor politiet sigter ham for drabsforsøg subsidiært grov vold og kræver ham varetægtsfængslet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu