Ung pengefidus: Fik 50.000 kr i hånden

2. december 2012 09:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ung pengefidus: Fik 50.000 kr i hånden
Billede mangler

En smart fidus til hurtige penge endte med en gæld på 70.000 kroner for 19-årige Johannes.
 
Du køber to nye iPhones på afbetaling og med det billigste abonnement. Dagen efter sælger du dem videre, og vupti står du med 8.000 i kontanter.
 
Sådan lyder 19-årige Johannes Nielsens trick til hurtige penge. I foråret nåede han på en enkelt måned at omsætte mobiltelefoner for op mod 50.000 kroner.
 
– Hurtige penge skal laves på hurtig tid, siger han til Newspaq.
 
Efter en måned kom regningerne, og dem havde Johannes Nielsen ikke råd til at betale. Han vidste godt, at havnede han først på listen over dårlige betalere, var det slut med at lave penge på den måde. Derfor var han effektiv og nåede at købe og sælge 12 iPhone 4S telefoner i løbet af april.
 
Telefonerne købte han hos blandt andet 3, Telia og Telenor. Fra han forlod forretningen, til telefonen fik ny ejer gik der ofte et par dage. Nogle gange kun få timer, hvis mobilen på forhånd var bestilt af en ven.
 
For det meste blev de sat til salg på netstederne Den Blå Avis eller Gul og Gratis. I butikkerne ville telefonerne koste 5.000 kroner, men Johannes solgte dem for 4.000, så de var populære på nettet.
 
Hvis nogen stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor han solgte en iPhone i original indpakning og med gyldig kvittering langt under butiksprisen, havde han sin forklaring klar:
 
– Jeg har fået den i gave, men er på vej ud at rejse. Og iPhone holder ikke så godt på strømmen, så jeg låner min mors gamle vrag af en mobil i stedet, forklarer han og fortæller, at hver gang han hørte en dyb mandestemme i telefonen, var han bange for, det var politiet.
 
Men det er ikke ulovligt at købe mobiltelefoner og sælge dem videre igen. Det fandt Johannes Nielsen ud af, da han senere tog kontakt til politiet, fordi han havde fået kolde fødder og gerne ville have hjælp til at komme ud af den gæld, han bare gik og ventede på skulle overmande ham.
 
– Hvis deres hjælp ville være en straf, så ville den straf blive min redning. For jeg ville virkelig gerne have styr på det hele, siger han.
 
Der var dog ingen hjælp at hente hos politiet. Så længe han ikke havde gjort noget ulovligt, var det hans eget ansvar at få styr på regningerne.
 
Johannes Nielsen har fået så mange regninger, at han har svært ved at finde rundt i bunkerne af breve. Det seneste halve år har boet på mange forskellige adresser, og han har efterladt regningerne, når han er flyttet videre. Derfor er rykkerne aldrig nået frem til ham, så indtil videre har han ikke afdraget en eneste krone på de op mod 70.000 kr. han skylder diverse teleselskaber.
 
Det gør ham nervøs:
– Jeg frygter den dag, at alle regningerne kommer i en stor bunke, og jeg skal begynde at betale af, for det kan jeg på ingen måde, siger Johannes Nielsen.
 
Det hele startede med et rejseeventyr, som Johannes Nielsen manglede penge til at betale. Han kom aldrig af sted og sidder nu tilbage med en uoverskuelig gæld på 70.000 kroner.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu