Unge DJØFere hårdt ramt af ledighed

28. februar 2013 08:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Unge DJØFere hårdt ramt af ledighed
Billede mangler

I marts var 28,5 procent af DJØF-medlemmerne, der har taget eksamen inden for det seneste år, uden arbejde.

 

Det viser den seneste opgørelse fra Akademikernes Centralorganisation (AC), som dermed kan konstatere, at ledigheden blandt de unge jurister og økonomer er højere end blandt de nyuddannede magistre, som hidtil har ligget øverst i ledighedsstatistikken. Det skriver politiken.dk.

»Det rammer DJØFerne hårdt, at det offentlige ikke ansætter dem i øjeblikket. Det offentlige har ellers været en stor aftager af DJØFere. Omvendt har magistrene været mere vant til at skabe sig selv job og finde jobåbninger,« siger Niels Lykke Nielsen, chef for politisk-økonomisk analyse i AC, til netavisen.

Konsekvenserne for de ledige jurister og økonomer er alvorlige. Syv år efter eksamen tjener højtuddannede, der har været ledige i længere tid, 42.000 kroner mindre om året end kolleger, som kom hurtigt i arbejde, viser en analyse fra DJØF og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

DJØF-formand Lisa Herold Ferbing er bekymret over den høje ledighed. Hun opfordrer private virksomheder til satse på højtuddannede medarbejdere.

»Der er potentiale i små og mellemstore virksomheder, men de skal blive bedre til at få øje for DJØFernes kvaliteter, og hvad de kan bidrage med. Vi skal også blive bedre til at orientere os mod de private virksomheder,« siger hun til politiken.dk.

Hos AC frygter man, at arbejdsløsheden blandt unge akademikere vil fortsætte med at stige i 2013 og 2014. Centralorganisationen vil derfor problemet op i forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu