Unge gider ikke kommunalpolitik

19. marts 2013 03:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Unge gider ikke kommunalpolitik
Billede mangler

”Ja, helt sikkert. Sådan lyder svaret uden tøven fra hele 61 procent af befolkningen, når de bliver spurgt, om de vil stemme til kommunalvalget den 19. november. Men der er langt større vaklen i geledderne, når det kommer til de yngste vælgere. Kun 35 procent af de 17-24-årige er sikre på, at de vil stemme. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har gennemført for Momentum blandt 1.465 danskere, heraf 532 unge under 25 år, som er fyldt 18 på valgdagen.

 

De unges lave interesse for at stemme kan på længere sigt blive meget problematisk for demokratiet, fastslår Kasper Møller Hansen, professor på Københavns Universitet og en af hovedmændene bag undersøgelsen af unges valgdeltagelse ved kommunalvalget i 2009.

Her var tendensen også ildevarslende, idet kun 46 procent af de unge mellem 19 og 21 år stemte i København og Aarhus ved kommunalvalget i 2009. Det var en nedgang på otte procentpoint fra 2001.

»Hvis de unge ikke får etableret en vane med at få stemt relativt hurtigt, risikerer vi en negativ spiral blandt unge, hvor det er mere normalt ikke at stemme, og den kan være svær at bryde. At stemme er en vane ligesom mange andre ting i livet. Men hvis de unge som 25-årige har den opfattelse, at det kan være lige meget, om de stemmer, så vil de unge generationer ikke få vanen. Og så bliver det for alvor problematisk,« siger Kasper Møller Hansen.

Også fra kommunalpolitikernes side er man bekymret over de unges manglende interesse for at stemme.

»Jo lavere stemmeprocent, jo lavere demokratisk legitimitet har kommunalbestyrelsen. Derfor er der god grund til at være optaget af, hvordan vi sikrer, at de unge stemmer. Også fordi de unges legitime interesser risikerer at stå svagere i det politiske spil, hvis politikernes forbindelse til den del af vælgerkorpset svækkes,« siger Jan Petersen (S), borgmester i Norddjurs Kommune.

Momentums undersøgelse viser, at det ikke ligefrem er kommunalvalg og kommunalpolitik, der fylder i hovedet på de unge i hverdagen. Til spørgsmålet om man ved, hvilket valg der er den 19. november 2013 (dagen for kommunalvalget), er det kun 45 procent af de 17-24-årige, der svarer ja. For hele befolkningen er det 66 procent.

Det er også kun 14 procent af de unge, der erklærer sig interesseret eller meget interesseret i kommunalpolitik. Og spørger man, hvilket ord der bedst karakteriserer kommunalvalget, vælger 40 procent af de unge at svare kedeligt eller ligegyldigt, mens kun 39 procent vælger vigtigt eller spændende. I de andre aldersgrupper dominerer de positive ord.

Tallene overrasker ikke umiddelbart professor Kasper Møller Hansen.

»Årene omkring de 18 er en opbrudstid for mange unge. Mange flytter hjemmefra, starter i job eller på en uddannelse, og de har derfor helt naturligt fokus et helt andet sted end lige omkring krydset til kommunalvalget og kommunalpolitik i det hele taget. Derfor kræver det en særlig indsats for at nå dem,« siger Kasper Møller Hansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu