Unge på kontanthjælp tabes for altid

28. januar 2012 12:34 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Unge på kontanthjælp tabes for altid
Billede mangler

Massevis af ellers jobparate unge, der har modtaget kontanthjælp, er på bare 15 år øget allerbagerst i jobkøen.
Det skriver Politiken
En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at ud af 12.000 unge, der i 1994 fik kontanthjælp det meste af et år, er over halvdelen stadig uden arbejde.
Mie Dalskov Pihl, der er forsker hos AE, kalder det over for Newspaq, “et fallitbo”.
“Det er ligesom et fallitbo, som vi i dag kan gøre op, at under halvdelen er kommet i arbejde,” siger hun og fortsætter.
“De havde ikke andre problemer dengang, end at de var ledige. De havde hverken misbrugsproblemer eller andet,” siger hun.
Socialminister Mette Frederiksen (S), kalder undersøgelsen for “dybt alarmerende”.
“Undersøgelsen viser, at hvis man som ung kommer ind i kontanthjælpssystemet, så er der en meget stor risiko for, at man bliver hængende, og ikke kommer i gang med uddannelse eller arbejde. Og det kan være starten på nye, sociale problemer,” siger hun til Newspaq.
Mette Frederiksen påpeger, at det beviser at kontanthjælpssystemet skal reformeres, så unge kommer i gang med en uddannelse. Ellers kan det gå galt igen, siger hun.
“Der er en stor risiko for, at det vil gentage sig, hvis vi ikke sadler om i vores sociale beskæftigelsespolitik. Vi gør de unge en bjørnetjeneste ved at fastholde dem på en passiv overførselsindkomst,” siger hun.
Regeringen vil derfor nu tvinge unge under 30 år, der er på overførselsindkomst, til at tage en uddannelse, så de igen kan være til rådighed for arbejdsmarkedet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu