Unge skal have 132 kroner med i løntilskud

29. februar 2012 07:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Unge skal have 132 kroner med i løntilskud
Billede mangler

Posen med penge fra statskassen, som unge førtidspensionister får med til arbejdsgiveren, hvis de får et job, vokser efter regeringens reform.
Staten tilbyder i dag blot 25 til 43 kroner i timen, hvis unge på førtidspension bliver meldt klar til at begynde et job i en privat virksomhed.
Men fremover vil de svage unge få 132,50 kroner med til timelønnen.
Det skriver Berlingske.
“For de borgere, som går igennem et ressourceforløb og undervejs får mod på at prøve kræfter med arbejdsmarkedet, vil vi gerne lette adgangen til arbejdsmarkedet. Det skal selvfølgelig virke som en måde at bane vejen til beskæftigelse,” siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Berlingske.
Hvor meget løntilskuddene samlet vil koste er svært at sige, mener ministeren, fordi det er et åbent spørgsmål, hvor mange af de unge, der vil bruge ordningen.
“Det er en helt ny måde at tænke social- og beskæftigelsespolitik på, så det er en nyskabelse. Derfor kan vi ikke beregne tingene, som vi plejer,” forklarer hun over for Berlingske.
Regeringen vil årligt afsætte 1,4 milliarder kroner til de nye ressourceforløb.
I Dansk Industri er arbejdsgiverne klar til at tage imod udfordringen med at få de unge ud på arbejdsmarkedet.
“Vi skal selvfølgelig se det samlede udspil, men det lyder umiddelbart positivt. Selv om det formentlig sjældent bliver en god forretning at ansætte personer, som måske har betydelige problemer, så er det klart, at det gør det nemmere, hvis tilskuddet bliver væsentligt større, og omkostningen ved at påtage sig opgaven bliver mere overskueligt,” siger viceadministrerende direktør i DI Kim Graugaard.
De forslag til reformer af førtidspension og fleksjob, som regeringen fremlagde i går, skal efter planen styrke statens finanser med 3,5 milliarder kroner på sigt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu