Unik dokumentation fra »meterstor« russisk meteor

15. februar 2013 10:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Unik dokumentation fra »meterstor« russisk meteor
Billede mangler

RUSLAND: Tidligt fredag morgen blev den blå himmel over Ural-regionen i Rusland flere steder oplyst af en serie af meteorit-nedslag, hvor mindst et slog ned midt i byen Tjeljabinsk. Flere hundreder personer meldes såret som følge af trykbølgen, skriver den russiske nyhedstjeneste Russia Today, og det skyldes, at meteoritten har haft en vis størrelse, lyder det fra Kristian Pedersen, rumforsker og institutdirektør hos DTU Space.

 

»Ud fra de billeder, der er blevet taget, så ser det ud til, at det er en forholdsvis stor meteorsten, der et kommet ind i atmosfæren og gennembrudt lydmuren og så brændt op på vej ned mod jorden, siger Kristian Pedersen, der samtidig afviser, at der kan være tale om en flyvemaskine eller lignende.

»Hvis det var en flyvemaskine, der var brudt i brand, ville man formentlig ikke høre så stort et brag, og der ville heller ikke være nedslag over så stort et område.«

Flere russiske medier har fredag rapporteret om et stigende antal sårede og store materielle skader i blandt andet byen Tjeljabinsk, hvor en del af facaden til en zink-fabrik blev smadret af et kraftigt nedslag. Sådanne skader kræver en vis volumen.

»Det er svært at vide, hvor kompakt den har været, men ud fra billederne har den i hvert fald været meterstor for at kunne have lavet et så stort spor hen over himmelen og gøre så stor skade på landjorden. Hvis den har været af et meget porøst materiale, kan den godt have været ret stor, men har den været sten- eller sågar jernholdig, har den været mindre,« siger rumforskeren og pointerer, at det er usædvanligt, at meteorregnen sker over et så tæt bebygget område.

»Meteorregn sker årligt, men det meste af jordens overflade er jo dækket af vand eller ubeboet, så de fleste meteoritter havner et sted, hvor der er meget få eller ingen vidner. Så det er ret unikt med så meget billeddokumentation.«

»Det er samtidig meget sjældent, at man ud fra et forskningsmæssigt synspunkt kan samle sådan en dampende varm sten fra rummet op og tage med i laboratoriet. Typisk finder man de her meteoritter på for eksempel Antarktis, hvor man relativt let kan spotte dem oven på isen, påvirket af vind og vejr efter måske tusindvis af år. Så det her kan givetvis bidrage rigtig meget til forskningen i forhold til bedre at kunne klarlægge, hvor den kommer fra, og hvad den består af. Det er meget interessant,« siger Kristian Pedersen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu