Universiteter får større bid af forskningsmilliarder

28. januar 2013 15:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Universiteter får større bid af forskningsmilliarder
Billede mangler

Årets forskningsbudget kommer i højere grad landets universiteter til gode. Dansk Industri og Dansk Erhverv ser vidt forskelligt på fordelingen af de mere end 16 milliarder kroner.

 

I Dansk Erhverv, der repræsenterer omkring 17.000 medlemsvirksomheder og 100 brancheorganisationer, kaldes omfordelingen af midlerne »positiv«, selvom universiteterne reelt tager penge fra områder som forskningsråd og tilskudspuljer.

– Den største kilde til innovation og vækst i erhvervslivet er at uddanne kandidater, som går ud i virksomhederne og nytænker deres services, produktionsprocesser og produkter i det hele taget. Forskning er vigtigt, men uddannelse er faktisk den største kilde til vækst, siger Dansk Erhvervs forsknings- og uddannelsespolitiske chef, Jannik Schack Linnemann.

– Når det er sagt, er det vigtigt at sige, at siden 2007 har Danmark faktisk brugt 35 procent mere på forskning og udvikling. Og vi kan bare ikke se, at det har smittet nok af på virksomhedernes konkurrenceevne og vækst. Vi er nødt til at gentænke den måde, vi bruger pengene på, så vi får mere valuta for vores skattekroner, tilføjer han.

Helt andre toner kommer der Dansk Industri, som repræsenterer omkring 10.000 virksomheder i Danmark. Her havde brancheorganisationens forskningspolitiske chef, Charlotte Rønhof, hellere set, at forskningsinvesteringerne samlet set var blevet løftet – investeringer, der i 2013 er afsat 16,4 milliarder kroner til på finansloven, hvilket er en stigning på 0,4 procent sammenlignet med i fjor.

Det »gør især ondt«, pointerer hun, at bevillingen til Højteknologifonden falder med hele 31,8 procent i forhold til 2012 og står for en stor del af faldet i bevillingerne under andre større tilskudspuljer.

– Uddannelse er vigtigt, men det er forskning også. Dér, hvor forskningen gør en forskel for Danmark, er, hvor vi evner at få virksomhederne og offentlig forskning koblet, så der skabes mere innovation og flere job ud af forskningen. Med det in mente gør det altså ondt, når man skærer så massivt, som man har gjort, på for eksempel Højteknologifonden.

Ifølge Danmarks Statistik byder de kommende år på »svagt faldende bevillinger« på det statslige forskningsbudget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu