Universiteterne holder på forsker-millioner

25. april 2012 12:26 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Universiteterne holder på forsker-millioner
Billede mangler

Millionerne ruller ind på universiteternes konti i takt med at antallet af studerende stiger år for år.
Men de mange penge fra skatteyderne, der skulle gå til mere forskning, ligger i stedet og polstrer universiteternes bugnende bankkonti.
Det skriver Information.
Flere af universiteterne klager over stram økonomi, men alene sidste år havde de et overskud på 784 millioner kroner.
Det viser en gennemgang af universiteternes årsregnskaber og estimater, som Information har foretaget. Dermed er universiteternes egenkapital nu på knap seks milliarder kroner.
Ophobningen af offentlige midler i universiteternes pengekasser er gået for vidt, mener professor i kritisk revision Rebecca Boden fra University of Roehampton, London, der har forsket i de danske universitetsbevillinger.
– Universiteterne bør blive holdt op på, hvorfor de ikke har brugt pengene på forskning og uddannelse, som regeringen og skatteyderne havde givet dem til, siger Rebecca Boden til Information.
De store overskud skyldes især det stærkt stigende antal studerende på universiteterne. De udløser automatisk flere penge fra staten, men ikke nødvendigvis flere udgifter til undervisning.
Det er en pengemaskine, siger professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh, Aalborg Universitet, og det store overskud giver universiteterne et forklaringsproblem, mener han.
– Men når vi samtidig laver store overskud, så er det klart, at kritikerne vil spørge, om vi er sikre på, at vi har fået undervist det, vi skulle. Det giver universiteterne et forklaringsproblem, siger Per Nikolaj Bukh til Information.
Universiteterne kalder overskuddene rettidig omhu i en tid med usikre offentlige bevillinger. Rektorformand Jens Oddershede opfordrer Folketinget til at lave flerårige aftaler, hvis de vil have pengene ud til forskning og undervisning.
– Vi vil mægtig gerne bruge de penge, vi får, til formålet, og også dem vi har sparet op. Men det forudsætter, at vi kan være trygge ved at gøre det, siger Jens Oddershede til Information.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu