Uroligheder blusser op på Vestbredden

24. februar 2013 18:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Uroligheder blusser op på Vestbredden
Billede mangler

VESTBREDDEN: En palæstinensisk fanges død i et israelsk fængsel og en igangværende sultestrejke blandt fire indsatte var søndag med til at øge spændingerne på Vestbredden, hvor hundredvis af palæstinensere kastede med sten mod israelske soldater.

 

Israelerne svarede ifølge Reuters igen med tåregas. Der var ingen forlydender om alvorligt tilskadekomne.

3.000 indsatte holdt søndag en endagssultestrejke efter den indsattes død, der ifølge israelske fængselsmyndigheder var forårsaget af et hjerteanfald. Palæstinensiske myndigheder har dog betvivlet dødsårsagen, og israelske myndigheder har indvilget i at få foretaget en obduktion.

Urolighederne finder sted en måned før, den amerikanske præsident Barack Obama har meldt sin ankomst til regionen. Det har fået de israelske myndigheder til at kræve ro blandt palæstinensere på Vestbredden.

BNB/Reuters

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu