USA hjælper Danmark med bandekriminalitet

2. marts 2013 11:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
USA hjælper Danmark med bandekriminalitet
Billede mangler

Presset på bandekriminelle skal fastholdes, og derfor er justitsminister Morten Bødskov (S) i de kommende dage i USA for at udveksle erfaringer med de amerikanske myndigheder.

 

»Der bliver ydet en massiv indsats fra dansk politis og andre myndigheders side for at bekæmpe rocker- og bandekriminaliteten herhjemme. Politiets særlige indsats har blandt andet betydet, at der alene i januar måned i år sad cirka 300 bandekriminelle bag lås og slå i Kriminalforsorgens institutioner,« siger justitsministeren i en skriftlig meddelelse .

»Men det er også vigtigt for mig at understrege, at vi fortsat har et stort arbejde foran os med at bekæmpe bandekriminalitet. Det viser ikke mindst den senere tids skudepisoder, der har kostet menneskeliv,« tilføjer Morten Bødskov.

Udover bandekriminalitet skal justitsministeren drøfte terrorforebyggelse og -bekæmpelse under besøget i USA, hvor han mødes med blandt andre justitsminister Eric Holder og FBI.

For nylig meddelte tre politichefer, som beskæftiger sig med bandekonflikter i Denmark, at der i dag er færre skudepisoder mellem de storkøbenhavnske bandegrupperinger end for få år siden, men at de interne opgør er blevet mere voldsomme.

»Udviklingen de seneste par måneder er bekymrende. Vi har haft nogle episoder, hvor bandemedlemmer skyder vildt omkring sig. Heldigvis er ingen uskyldige blevet dræbt, men det kan jo ske, og derfor forsøger vi også at være så synlige som overhovedet muligt i de områder, de kommer i. Men det er svært at dæmme op for«, er politiinspektør Michael Ask citeret for at sige i Politiken.

Politiet har ikke en endelig opgørelse over det nuværende antal rockerbandemedlemmer, men ifølge Michael Ask ligger tallet under det senest anslåede på 1.700 personer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu