USA i chok: Fodboldtræner dømt for pædofili

23. juni 2012 12:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
USA i chok: Fodboldtræner dømt for pædofili
Billede mangler

Et amerikansk nævningeting har fundet den tidligere assisterende fodboldtræner Jerry Sandusky fra det kendte universitet Penn State skyldig i 45 af 48 anklagepunkter i en retssag om sexmisbrug af børn.
Politiet førte den 68-årige Sandusky ud af retssalen iført håndjern, da han efter sagen blev overført til et lokalt fængsel i Bellefonte, Pennsylvania.
Mange tilskuere jublede, da dommen blev fældet over Sandusky, som er dømt for at have misbrugt 10 drenge over en periode på 15 år.
Sexmisbruget fandt sted under dække af social velgørenhed, hvor Sandusky angiveligt ville hjælpe vanrøgtede og isolerede unge.
En fængselsdom ventes afsagt over den engang så populære træner inden for tre måneder.
Otte af ofrene vidnede i retten, hvor de fortalte om Sanduskys overgreb på dem på hoteller, på sommerlejre eller i hans hjem.
Sagen betød sidste år, at det kendte Penn State universitet i Pennsylvania mistede en legendarisk træer, Joe Paterno, som havde været cheftræner i 62 sæsoner og den mest vindende universitetstræner i USA gennem tiderne.
Sandusky fremstod som Paternos efterfølger, men han kom i stedet til at udløse hans fald.
Paterno, der døde tidligere i år, blev aldrig beskyldt for ulovligheder, men han blev kritiseret for ikke at have gjort mere for at stoppe Sandusky.
Efterfølgende begyndte flere hoveder at rulle på det anerkendte universitet, hvor flere ledere øjensynligt kunne have grebet ind tidligere.
Under retssagen gik Sanduskys adoptivsøn til myndighederne og meddelte, at han også var blevet seksuelt misbrugt af den tiltalte.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu