USA og Rusland vil styrke samarbejde mod terror

20. april 2013 16:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
USA og Rusland vil styrke samarbejde mod terror
Billede mangler

USA: Mandagens terroraktion i Boston, som to etnisk tjetjenske brødre mistænkes for at stå bag, kan være den begivenhed, som får USAs og Ruslands efterretningstjenester til at indlede et tættere samarbejde for at spore og bekæmpe terrorister.

 

Provinsen Tjetjenien og andre dele af Kaukasus udgør Ruslands bløde bug med mange islamistiske grupper, der kæmper for løsrivelse. Tjetjenien indtager en central plads i russisk sikkerhedspolitik som stedet, hvor landets sikkerhedsstyrker har udkæmpet to krige mod oprørere i 1990erne. Samtidig er det et område, hvorfra mange jihad-krigere er rejst ud for at kæmpe i for eksempel Afghanistan og Syrien, og som direkte og indirekte har fostret terrorisme.

Derfor gav det genlyd i Kreml, da det blev klart, at de to brødre fra Boston viste sig at være etniske tjetjenere, og derfor kan det meget vel være årsagen til, at præsident Putin ringede hele to gange til præsident Obama. Dels for at kondolere og dels for at diskutere, hvordan de to stormagter – hvis forhold ikke er det bedste – kan styrke sikkerhedssamarbejdet op til næste års vinter-OL i russiske Sochi.

Badebyen Sochi ved Sortehavet ligger ikke mange hundrede kilometer fra den urolige region.

»Den vigtigste lære, som USA kan drage ud af alt der her, er, man skal styrke samarbejdet med Rusland i kampen mod terror,« siger redaktøren af magasinet Moscows National Defence, Igor Korotchenko, til AFP med henvisning til »rødderne i den terror, der ramte Boston«.

Fra Kreml lyder det i en erklæring efter Putins samtaler med Obama, at »begge sider understreger deres interesse i at styrke samarbejdet mellem landenes efterretningstjenester i kampen mod terrorisme«, og fra Det Hvide Hus siges det, at »de to ledere er enige om at fortsætte samarbejdet … og enige i at det skal udvides«.

Berlingskes korrespondent i Moskva, Simon Kruse, vurderer, at terroraktionen i Boston måske kan være den begivenhed, der fører til en form for tøbrud mellem de to nationer.

»Efterretningssamarbejdet mellem USA og Rusland har været lagt totalt på køl de seneste år, fordi der har været en lang række kurrer på tråden, senest i FNs Sikkerhedsråd i forhold til borgerkrigen i Syrien. Så meldingerne fra Det Hvide Hus og Kreml er bestemt nye toner, selv om det kun er indledende indikationer,« siger Simon Kruse og fortsætter:

»På det sikkerhedspolitiske niveau har Rusland interesse i at have det samme syn på verden som USA. Hvis Rusland kan overbevise USA om, at de oprørsgrupper, som russiske soldater har bekriget i det nordlige Kaukasus i årevis, tilhører samme slags terrorister som eksempelvis al-Qaeda, så vil det være fordelagtigt for Rusland.«

Den fælles interesse har udpræget samme adresse:

»Det skyldes særligt, at der skal være vinter-OL i Sochi i Nordkaukasus om mindre end et år. Bomberne ved maratonløbet i Boston, som også er en stor sportsbegivenhed, kan sagtens medføre, at russerne nu vil skrue endnu højere op for sikkerheden forud for De Olympiske Lege,« siger Simon Kruse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu