USA: Skoleskyder omringet af politiet

12. juni 2012 08:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
USA: Skoleskyder omringet af politiet
Billede mangler

Specialstyrker fra det amerikanske politi har omringet et hus tæt på universitetet i byen Auburn, hvor en 22-årig mand søndag skød og dræbte tre unge mænd. Det skriver AP ifølge TimesDaily.com.
Lokale myndigheder oplyser, at politiet har forsøgt at forhandle med den mistænkte. Da det ikke lykkedes at få ham til at komme ud frivilligt, blev tåregas skudt ind i huset.
Politifolk er på vej ind i huset for at finde den 22-årige, der menes at gemme sig på loftet.
Manden er mistænkt for at stå bag skuddramaet i studenterbyen Auburn, der ligger i delstaten Alabama. Et af ofrene spillede amerikansk fodbold på skolens hold, mens de to andre ofre tidligere havde spillet på holdet.
Skuddene faldt ved University Heights, et boligkompleks for studenter, der ligger tæt ved byens universitet.
Det var angiveligt et banalt skænderi om en pige til en studenterfest i boligkomplekset, som udviklede sig blodigt.
Et vidne fortalte, at han var med en af de dræbte, da de blev passet op af ti mænd:
– Vi forsøgte at komme væk – men det eksploderede lige op i vores ansigter, sagde han til avisen The Atlanta Journal-Constitution.
– Det hele skete så hurtigt – på et sekund, tilføjede han.
Auburn, der er den største og hurtigst voksende by i den østlige del af Alabama, har en befolkning på godt 53.000 mennesker.
Byen er hjemsted for Auburn Universitet, der har mere end 25.000 studerende og 1200 ansatte.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu