Usandsynligt at Eldrups venner går ned i løn

14. marts 2012 14:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Usandsynligt at Eldrups venner går ned i løn
Billede mangler

Der ser ud til at en håndfuld medarbejdere i Dong Energy fortsat kan nyde godt af de millionlønninger, som Anders Eldrup i sin tid lovede dem.
Det vurderer professor i statsforvaltning på CBS, Claus Haagen Jensen.
“Hvis man vil fratage dem den løn, som de har fået i henhold til kontrakten, så vil det være en forudsætning at kontrakten er indholdsmæssigt ulovlig, og det vil sige, at man har tilsidesat en lovbestemmelse. Det er efter min vurdering helt usandsynligt,” siger han til Newspaq.
En netop igangsat advokatundersøgelse skal ellers undersøge om Dong Energy har nogen mulighed for at sætte de forgyldte medarbejdere ned i løn.
I følge en pressemeddelelse fra bestyrelsesformand Fritz Schur hedder det sig, at fyrringen bunder i at Anders Eldrup har lavet ‘usædvanlige ansættelse- og fratrædelsesvilkår for nogle enkelte nøglemedarbejdere’- uden bestyrelsens godkendelse.
“For at afdække sagens fulde omfang, har bestyrelsen igangsat en ekstern advokatundersøgelse, der forventes at ligge klar om 14 dage,” står der i pressemeddelelsen.
Det drejer sig om årslønninger på 3-4 millioner kroner og fratrædelsesordninger på op til 10 millioner kroner, ifølge Berlingskes oplysninger.
Newspaq erfarer, at der er tale om en håndfuld medarbejdere tæt på Eldrup. Og det ser altså ud til, at det ikke er juridisk muligt at sætte Eldrups forgyldte venner ned i løn.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu