Usynligt rødt lys giver færre togforsinkelser

31. januar 2012 14:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Usynligt rødt lys giver færre togforsinkelser
Billede mangler

Banedanmark har i dag sat sin underskrift og investeret 5,8 milliarder skattekroner i et nyt signalsystem til fjerntognettet i Øst- og Vestdanmark.
Målet med at udskifte de nuværende, forældede signaler er fjerne fire ud af fem togforsinkelser i forhold til i dag.
Det såkaldte ERTMS-system (European Rail Traffic Management System) sender og modtager radiosignaler digitalt. Det betyder, at lokomotivførerne vil kunne se, om de har grønt lys, rødt lys eller andre signaler forude inde i selve førerrummet – uden at skulle kigge efter et lyssignal uden for ruden.
Transportministeren ser frem til, at togtrafikken får et skub fremad.
“Banedanmarks valg af leverandører af signaler på fjernbanen markerer et vigtigt skridt i retning af en moderne jernbane i Danmark. Udskiftningen af de forældede signaler vil medføre færre forsinkede tog, en højere hastighed og en kortere rejsetid for passagererne. Samtidig baner det vejen for en elektrificering af jernbanen, der har høj prioritet de kommende år,” siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).
Den fransk-britiske firmasammenslutning Thales-BBR skal levere de nye signaler i Jylland, mens franske Alstom skal levere signaler til Sjælland, Fyn og Lolland-Falster.
Banedanmark regner med, at alle signalerne er blevet udskiftet i 2021.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu