Uvist hvornår regn og lyn lader tog køre igen

29. juni 2012 13:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Uvist hvornår regn og lyn lader tog køre igen
Billede mangler

Masser af regn, lyn og torden har fået både DSB og Falck op på dupperne.
Togpassagerer flere steder i landet er blevet forsinkede, fordi lynnedslag har forstyrret togtrafikken, og trafikinformationschef hos DSB Tony Bispeskov kan endnu ikke sige, hvornår forsinkelserne i togtrafikken forvinder.
– Vi følger hele tiden vejrsituationen. Lige nu ser det ud som om, det værste er overstået for Jylland og Fyn, men der er forskellige prognoser. Så på nuværende tisdspunkt er det svært at sige, præcist hvornår vi regner med at køre helt fint igen, siger han til Newspaq.
Tog er på flere strækninger sat helt ud af drift på grund af tusindvis af lynnedslag i forbindelse med skybrud.
– Nogle af nedslagene har generet de signaltekniske anlæg, som gør, at togene kan køre, forklarer Tony Bispeskov.
På Fyn er det Svendborgbanen, det er gået mest ud over. Her er der i øjeblikket indsat busser på en del af strækningen, mens det i Jylland især er Grenaabanen, der er ramt af ændringer.
Du kan læse om alle ændringer på dsb.dk, hvor DSB løbende opdaterer situationen.
Hos Falck følger man også vejrsituationen tæt.
Kommunikationsmedarbejder Jeppe Ilkjær fortæller, at vejret allerede har haft alvorlige konsekvenser flere steder.
– Vi har haft travlt på Fyn. Særligt på Svendborg-egnen, hvor der har været 11 vandskader alene i Svendborg. Det er typisk vand i kældre, på kørebanerne eller i produktionshaller på virksomheder, siger han til Newspaq.
Han beroliger med, at Falck fortsat sidder klar til at rykke ud.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu