V: Bekymrende at forældre skjuler børns slankekur

5. februar 2013 08:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
V: Bekymrende at forældre skjuler børns slankekur
Billede mangler

Hvis forældre skjuler deres diæt-dagsorden over for deres overvægtige børn, får det konsekvenser. Det mener, forebyggelsesordfører, Jane Heitmann (V).

 

Hun vil derfor have sundhedsplejersker og kommuner til at samarbejde med forældrene.

– Forældrene bærer et meget stort ansvar. Men jeg så gerne, at vi fik en bedre dialog mellem sundhedsplejerskerne, for hvis ikke vi gør det, risikerer vi, at der opstår tabuer, som vi kender det fra de psykiatriske område, siger hun.

Opfordringen kommer som følge af en ph.d.-afhandling, som Pernille Andreassen fra Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet har lavet. Den viser, at forældrene til overvægtige børn indfører sundere kostvaner uden at fortælle børnene om det.

I stedet pakker forældrene motion ind i for eksempel hyggelige gåture. Når det handler om usunde produkter, lyder beskeden fra forældrene til børnene, at ingen har godt af den slags.

Jane Heitmann forestiller sig, at man kunne lave en kampagne landet over, som skulle stiles til forældrene, hvor også menneskene omkring børnene skal involveres.

– Lærere, pædagoger og andre har også et ansvar for at få talt om problemet med forældrene. Vi ved, at de her børn godt er klar over problemet. Der er ingen grund til, at det bliver skjult, siger hun.

Forskningen konkluderer, at mange af børnene godt er klar over deres vægtproblemer. Forældrene forsøger derfor at skabe et hjem, hvor børnene ikke behøves at forholde sig direkte til problemet.

– Jeg kan godt forstå forældrene, derfor er det også vigtigt, at vi finder en måde at hjælpe dem på ude i kommunerne, siger Jane Heitmann.

Hvert femte barn i Danmark er overvægtig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu