V: Højst tre ungdomsuddannelser med SU

4. marts 2013 17:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
V: Højst tre ungdomsuddannelser med SU
Billede mangler

Regeringen lægger i sit forslag til en SU-reform op til, at det skal være muligt for unge at få SU på op til fem ungdomsuddannelser, men oppositionspartiet Venstre vil sætte loftet lavere.

 

Partiet ønsker således at fastsætte antallet af ungdomsuddannelser, man kan begynde på og samtidig få SU til, til tre. Det vil ifølge Venstre spare staten for 200 millioner kroner, skriver dr.dk. De 200 millioner er dog allerede indregnet i den besparelse på to milliarder kroner, som SU-reformen ventes at indbringe.

»Vi mener, at det er lige luksuriøst nok, at man kan skifte mellem fem forskellige ungdomsuddannelser,« siger forskningsordfører Esben Lunde Larsen (V) til dr.dk.

Han er overordnet godt tilfreds med regeringens udspil, men mener altså, at der er steder, hvor man kan gå endnu længere.

»Jeg er overbevist om, at når unge kan se, at de har op til tre valg til at få fundet den rette ungdomsuddannelse, så vil det også helt naturligt lægge nogle begrænsninger på, hvor man bevæger sig hen,« siger Esben Lunde Larsen.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) siger, at regeringen har valgt et loft på fem ungdomsuddannelser for ikke at ramme studerende, der ikke spekulerer i såkaldt SU-rytteri.

»Det er den balance, vi har fundet i vores forslag. Men nu glæder jeg mig til at komme i gang med forhandlingerne,« siger han til dr.dk.

Venstres forslag er et blandt flere, der i øjeblikket regnes på i Uddannelsesministeriet.

Morten Østergaard indledte i sidste uge forhandlinger om en reform af SU-systemet, og forligspartierne har stillet en række spørgsmål, der lige nu kigges på i ministeriet.

Folketinget har mødefri uge, og forhandlingerne ventes genoptaget i begyndelsen af næste uge.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu