V kræver reform som løsning på faglærte-mangel

5. februar 2013 11:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
V kræver reform som løsning på faglærte-mangel
Billede mangler

Om kun 30 år vil danske produktionsvirksomheder mangle uddannet arbejdskraft, fordi antallet af faglærte falder, viser en ny prognose fra Dansk Metal ifølge Ugebrevet A4. Problemet skal løses med en reformering af kontanthjælpen, mener Venstre.

 

– De unge risikerer at hænge fast i kontanthjælpssystemet, fordi de får en højere ydelse på kontanthjælp frem for, hvis de gennemfører en ungdomsuddannelse på SU, siger arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs (V).

I dag udgør de faglærte knap hver tredje i arbejdsstyrken, og om 30 år vil det være færre end hver fjerde, viser tallene fra fagforeningen. En tidligere prognose fra Dansk Metal, der repræsenterer fagfolk inden for IT, teknik og mekanik, viste for tre år siden, at der i 2043 ville være 200.000 færre faglærte, men nu er tallet altså 348.000.

Ulla Tørnæs appellerer til, at de unge også selv tager ansvar for at få sig en uddannelse.

– Det er jo en bedre karrierevej at have en god og stærk erhvervsuddannelse med sig i bagagen frem for en halvdårlig studentereksamen, som ikke kan bruges til nogen videreuddannelse, siger hun.

Ifølge børne- og undervisningsminister Christine Antorini (R) vil problemet med de manglende faglærte blandt andet blive løst med regeringens praktikpladsaftale, hvor unge fremover er sikret en læreplads. Desuden er det tid til at »tale erhvervsuddannelserne op«, så det bliver mere attraktivt at tage sig en uddannelse som for eksempel tømrer eller mekaniker, mener ministeren, der bakkes op af SFs politiske ordfører, Jesper Petersen (SF).

– Det handler ikke kun om, at vi alle sammen skal være akademikere. Vi har brug for dygtige faglærte, siger han til TV2 News.

Ulla Tørnæs mener også, at erhvervsuddannelserne skal have »langt mere prestige, end de har i øjeblikket«.

– Virksomhederne må være med til at løfte den opgave ved at oprette flere praktikpladser, så det bliver attraktivt for unge at vælge en erhvervsuddannelse frem for en gymnasiel uddannelse, siger V-ordføreren.

Regeringen har sammen med Enhedslisten afsat tre milliarder kroner på finansloven for at sikre, at unge er garanteret en praktikplads.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu