V: Mindre grænsehandel VIL skabe danske arbejdspladser

14. marts 2013 09:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
V: Mindre grænsehandel VIL skabe danske arbejdspladser
Billede mangler

Det er »ingen overraskelse«, at den administrerende direktør for grænsebutikskæden Fleggaard advarer mod at sænke afgiften på øl og sodavand, da han ikke mener, det vil skabe arbejdspladser i Danmark.

 

Det siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen (V), efter Fleggaard-direktør Mike Simonsen i torsdagens Berlingske anfører, at »ikke en eneste købmand i Danmark kommer til at ansætte flere folk, fordi han kommer til at sælge en palle sodavand mere om måneden.«

»Jeg er ikke overrasket over, at han gør, hvad han kan for at beskytte sin forretning, og der er ingen tvivl om, at de afgifter, vi har på blandt andet øl og sodavand er kraftigt medvirkende til, at grænsehandlen for første gang i mange år steg sidste år,« siger Torsten Schack Pedersen.

»Derfor er vi nødt til at gøre noget ved det og sætte afgifterne ned, fordi det vil betyde, at handlen flytter til Danmark, og det vil få betydning for arbejdspladser i Danmark,« siger skatteordføreren.

Han mener således, at det vil flytte handlen tilbage til Danmark, hvis man begrænser afgifterne herhjemme – et væsentligt argument fra Venstre under de igangværende forhandlinger om regeringens »Vækstplan DK«. Fleggaard-direktøren forudser således, at det vil koste danske arbejdspladser, fordi de tyske butikker så ikke længere vil indkøbe deres varer i Danmark, men det er Torsten Schack Pedersen ikke enig i.

»Det, det handler om, er, at vi danskere skal købe vores øl i Danmark. Der bliver altså ikke færre bryggeriarbejdere ansat af, at folk køber deres øl i Superbrugsen i Kolding i stedet for at købe dem hos Fleggaard. Det betyder bare, at der er mere omsætning i butikkerne i Kolding, og det betyder, at vi i Danmark får moms og afgifter i statskassen i stedet for, at vi får nul kroner,« siger han.

Skatteordføreren erkender dog, at man nok aldrig vil komme grænsehandlen helt til livs.

»Der vil altid være grænsehandel i et vist omfang, det er naivt at forestille sig, at det vil forsvinde. Men vi må bare konstatere, at det, der i høj grad driver grænsehandel, det er øl og sodavand, og så er det jo tåbeligt, at regeringen hævede de afgifter sidste år, og vi kan se, at det har flyttet voldsomt på grænsehandlen, og derfor er vi nødt til at gøre noget ved det.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu