V om nulvækst-udmelding: Det var en fejl!

11. april 2012 14:26 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
V om nulvækst-udmelding: Det var en fejl!
Billede mangler

“Det vil reelt betyde en nulvækst”
Sådan er Kristian Jensen citeret i dagens Berlingske, hvor han proklamerer, at Venstres ønsker for fremtidens offentlige vækst skal være lig nul. Men det mener han slet ikke.
“Venstre har ikke skiftet økonomisk politik henover natten, og hvis mine udtalelser i Berlingske har været upræcise eller er blevet misforstået, så er det en fejl,” skriver Venstres gruppeformand på sin Facebookside.
Og præciserer efterfølgende partiets politik.
“Venstre ønsker fortsat, at der skal være plads til en lille vækst i den offentlige økonomi, men fremover skal den private sektor vokse mere end den offentlige. Derfor har vi krævet, at regeringen skal fremlægge en 2020-plan – ganske som VK-regeringen gjorde – der skal sikre, at vi får mere vækst i den private sektor end i den offentlige,” skriver han.
Venstre har tidligere foreslået en årlig vækst på 0,8 pct. i de offentlige udgifter. Udmeldingerne fra oppositionen kommer som reaktion på blandt andet udenrigsminister Villy Søvndals (SF) udtalelse om, at danskerne kan se frem til et årti med offentlig smalkost.
SF har senere præciseret og sagt, at det reelt vil betyde en meget behersket vækst.
De forskellige budskaber skal ses i lyset af et forsøg på at opnå en bred og flerårig politisk aftale om 2020-planerne for den danske økonomi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu