V-ordfører: »Sådan er Birthe«

6. februar 2013 14:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
V-ordfører: »Sådan er Birthe«
Billede mangler

Venstres grønlandsordfører, Gitte Lillelund Bech (V), har ikke meget til overs for partiets tidligere grønlandsordfører, Birthe Rønn Hornbech (V), der i onsdagens Politiken oplyser, at hun for få måneder siden forlod sin ordførerpost, fordi hun er uenig med partiets linje i forhold til den grønlandske storskalalov.

 

– Sådan er Birthe, og det noterer jeg mig bare, siger Gitte Lillelund Bech, der tager den tidligere ordførers melding »med et gran salt«.

– Det, som Birthe Rønn Hornbech har meldt ud til i hvert fald størstedelen af folketingsgruppen, er, at hun skulle have mere tid til sin foredragsvirksomhed, og hvis Birthe Rønn Hornbech var så interesseret i at diskutere grønlandske forhold, så kunne hun jo dukke op til Venstres gruppemøder, hvor vi har haft det oppe gentagne gange, men hvor hun ikke har været til stede, siger Gitte Lillelund Bech.

I mailen til Politiken modsiger den tidligere grønlandsordfører Claus Hjort Frederiksen (V), der har kaldt storskalaloven en »meget radikal ændring i Grønland«.

– Selvstyrekommissionen diskuterede alt. Det er aldeles urigtigt, når nogen påstår, at minedrift med videre og udenlandsk arbejdskraft ikke var en del af diskussionerne. Tværtimod. I øvrigt var der til kommissionen ud over eksperter tilforordnet embedsmænd fra både Statsministeriet og Justitsministeriet. Regeringen var vel orienteret om det, som Grønland lægger så stor vægt på: udvinding af råstoffer, skriver hun.

Men Birthe Rønn Hornbech har helt misforstået diskussionen, mener Gitte Lillelund Bech.

– Hvis Birthe Rønn Hornbech skulle gøre sig selv en tjeneste, så skulle hun læse, hvad det er for nogle spørgsmål, vi rent faktisk har stillet. Det er jo ikke en diskussion omkring selvstyrelov eller ej. Arbejdsmarkedspolitikken er hjemgivet til Grønland – det er selvstyrets ansvar – men udlændingelovgivningen er stadigvæk et dansk ansvarsområde. Havmiljø, søredning, arbejdstilsyn er stadigvæk danske anliggender, og det er det, vi stiller spørgsmål til, siger Gitte Lillelund Bech.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu