V: Større fokus på kvalitet vil forhindre fejlmedicinering

10. marts 2013 14:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
V: Større fokus på kvalitet vil forhindre fejlmedicinering
Billede mangler

Hver femte fødsels i Danmark bliver ifølge Berlingske sat i gang af læger og jordemødre på hospitalet, ofte ved hjælp af lægemidler, der indeholder aktivstoffet Misoprostol. Men i visse tilfælde bliver midlet brugt forkert, og det kan få fatale konsekvenser for det ufødte barn. Venstres Martin Geertsen kræver mere fokus på kvalitet i stedet for kvantitet på sygehusene.

 

»Vi har i de seneste ti år med god ret fokuseret på kvantitet og produktivitet. Det skal vi fortsætte med. Men vi skal samtidig have fokus på output, altså kvaliteten af behandlingen. En måde at gøre det på er ved at indlægge incitamenter i styringen af sygehusene, som for eksempel fokuserer på anvendelsen af medicin,« siger Martin Geertsen (V) medlem af Folketingets sundhedsudvalg og spidskandidat til regionsvalget i Region Hovedstaden.

Han vil i højere grad lade finansieringen af sygehusene i Region Hovedstaden afhænge af behandlingskvaliteten og opfordrer til mere åbenhed omkring kvaliteten i sundhedsvæsenet.

»Hvis vi skal have en jordisk chance for at tage stilling til, hvad der er godt og mindre godt, er det bydende nødvendigt, at vi får kvaliteten på de enkelte sygehuse og afdelinger ud i det åbne rum,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu