V: Vi er klar til lynaftale med Thorning

27. marts 2012 08:03 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
V: Vi er klar til lynaftale med Thorning
Billede mangler

Der er lagt op til politisk speeddating, når regeringen og oppositionen i dag skal forhandle en ny budgetlov.
Folketingets største parti, Venstre, ser nemlig ingen knaster i regeringens oplæg, som de synes, minder forbavsende meget om deres eget før valget, siger finansordfører Peter Christensen.
“Min klare forventning er, at vi senere i dag kan lande en aftale om en budgetlov, så kommuner, regioner og staten fremover kun bruger de penge, som politikerne har bevilget,” siger han til Newspaq.
Aftalen kommer til at lægge stramme bånd på kommuner, regioner og statens økonomi. Hvis ikke så venter der økonomiske tæsk til den enkelte kommune og kommunerne i fællesskab.
“Hvis kommunerne hvert år springer rammerne, så kan vi ikke styre økonomien. Og på trods af stor skepsis fra partierne i den nuværende regering, da de borgerlige gik i gang med en budgetlov, så ser vi heldigvis ens på det nu,” fortæller Peter Christensen.
Spørgsmålet er så, hvor mange penge kommuner og regioner må bruge. Og det er ikke bestemt i den rammetale, som forventes færdig i dag.
“Men specifik hvor mange penge, som man må bruge hvert år, det er noget, som må aftales løbende mellem regeringen og partierne,” forklarer finansordføreren.
Alle partier undtagen Enhedslisten mødes i dag klokken 13 i Finansministeriet for at lægge sidste hånd på en aftale.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu