Væddeløb i helvedes forgård

18. marts 2013 18:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Væddeløb i helvedes forgård
Billede mangler

Det lignede

 

Nostalgikere med blik for de store øjeblikke i cykelsporten vil stadig kunne grave Bernard Hinaults ensomme ridt fra Liége-Bastogne-Liége i 1980 frem af gemmerne. Nok var den bretonske bondetamp kendt for at være en mand med stålsat psyke, fysik som en hulebjørn og elefanthud. Men da Hinault pløjede tværs igennem en snestorm i bare ben, 9.24 foran Hennie Kuiper på andenpladsen og med 21 af 174 startende ryttere til at fuldføre vanviddet, gjorde han sig til hovedperson i et af de langtidsholdbare kapitler.

Den nådesløse hårdhed er en fetich og et fikspunkt i cykelsport. Uden de grænseoverskridende øjeblikke af lidelse, hvor organismen er presset til blokeringspunktet, hvor det psykologiske bolværk er på sammenbruddets rand og hvor instinktet for opholdelsesdrift testes til det yderste, ville sporten ikke eje samme fascinationskraft. Og de store forårsklassikere kan i gyldne øjeblikke byde ind med billeder, hvor selv hærdede ryttere ikke længere kan tvinge benene rundt på hverken viljestyrke eller stolthed og bare må…..give op.

Bak uden brok

Lars Bak indtog en fremtrædende rolle i Milano-Sanremo søndag. Den store dansker kørte med i morgenudbruddet igennem Po dalens fugtige kulde til et syn af spirende rismarker og frem mod det snedækkede Turchino pas. Det var her, arrangørerne tvunget af omstændighederne tog beslutningen om at neutralisere løbet for at sende rytterne ind i busser og i transit frem til et nyt startpunkt 130 km fra mål.

»Det var modbydeligt og sindssygt. Men Milano-Sanremo er altså et monument og det er ikke et løb, man bare aflyser. Inden vi blev sendt ud til starten, sagde vores sportsdirektør Marc Sergeant til os, at det kunne være en af de meget sjældne Milano-Sanremo udgaver, hvor et meget tidligt udbrud aldrig bliver hentet igen. Feltet skulle ikke have givet os ret meget mere snor, før det var blevet rigtig spændende,« fortæller en overraskende veloplagt Bak dagen derpå.

Fans venter

»Jeg synes det var den helt rigtige beslutning at gennemføre løbet, selv om det var glat på det sidste stykke frem mod Turchino. Det er vores job at køre på cykel og der står fans og venter på, at vi kommer. Det er bare at komme i gang. Dem, der så ikke kan tåle mosten, må jo så bare trække bremsen,« lyder det lakonisk fra Bak, der sammen med de øvrige udbrydere blev hentet 30 km fra mål og efterfølgende fik blåstemplet indsatsen af den italienske stjerne Vincenzo Nibali.

»De gutter i udbruddet var altså sejere end nogensomhelst andre,« lød det fra Astana-kaptajnen.

Klassikerkongen Tom Boonen lignede alt andet end en flamsk jernmand, da han sammen med flere team-kolleger fra QuickStep valgte at stå af. Nok var nok. Selv i den lejr. Og det var en stropppeturk, erkender Lars Bak.

»Jeg kom ind i bussen efter første del af løbet og kunne hverken tage handsker eller skoovertræk af, fordi mine hænder var hævede og stive. Senere i løbet kunne jeg ikke fiske en gel op af lommen, når jeg skulle have noget energi. Jeg brugte 6000 kalorier undervejs og til sidst var både mine skinneben og lår følelsesløse på grund af kulden, men i dag (mandag, red.) er jeg sgu glad for at have været i hug over 220 km. Det giver selvtillid forud for de næste løb i Belgien,« understreger Bak.

Matti Breschel slap ikke igennem La Classicisma med hovedet højt hævet og kampmoralen i top.

»Jeg har fået småfeber og ret ondt i halsen. Jeg havde ikke fornemmelsen af at have kørt Milano-Sanremo bagefter. Løbet forbinder man normalt med noget smukt, men det har var et helvede og en manddomsprøve. Og så var det da også en historisk dag,« erkender Breschel, som kæmpede i timevis med en næsten uigendrivelig lyst til at stå af. For så at fuldføre som nummer 73.

Fristet til stop

»Folk kunne hverken høre eller se, da vi nåede frem til foden af Turchino. Det var fuldstændig vanvittigt og det snevejr var ved at tage livet af mig. Det kloge havde været at stoppe og jeg var i dén grad fristet. Men nu er jeg da glad nok for at have oplevet det.«

»Det kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne skifte fra stor til lille klinge, når det gik opad. Mine fingre var frosne og jeg orkede ikke engang at spise. På et tidspunkt ville jeg have min regnjakke af, men lynlåsen ved ærmet drillede, så jeg valgte at bruge tanden, hvorefter tanden knækkede. For helvede, mand,« lyder det med et galgenhumoristisk grin fra Breschel, som nu er i kapløb med tiden for at blive klar til weekendens løb i et vinterhærget Belgien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu