Vækstaftale sender ekstra milliarder til boligrenovering

17. april 2013 10:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vækstaftale sender ekstra milliarder til boligrenovering
Billede mangler

Regeringen er onsdag nået til enighed med boligforligskredsen om den første delaftale i regeringens vækstplan.

 

Delaftalen betyder ifølge Berlingskes oplysninger, at Landsbyggefonden kan hæve renoveringsrammen med fire milliarder kroner, hvilket ifølge regeringens beregninger vil sikre 3.750 nye job i byggebranchen i perioden 2013 til 2016.

De fire milliarder ekstra kroner skal bruges til at renovere 11.000 almennyttige boliger, og det er den renovering, der vil kaste de mange ekstra job af sig.

Delaftalen, der udgør en ikke ubetydelig del af regeringens vækstplan, er ikke endeligt på plads, men det forventes at ske i løbet af onsdagen.

Den øgede renoveringsramme var del af ambitionen med regeringens Vækstplan DK. I planen hedder det:

»Renoveringen af almene boliger er et væsentligt redskab i forhold til at sikre attraktive og tidssvarende almene boliger. Endvidere øger renoveringsarbejdet efterspørgslen efter arbejdskraft inden for blandt andet bygge- og anlægssektoren.«

Det er tredje gang inden for kort tid, at Landsbyggefonden får hævet rammen. I 2011 blev den hævet med 5,5 milliarder kroner og med boligaftalen i 2012 blev den hævet med 4,1 milliarder kroner, fremgår det i regeringens oplæg til Vækstplan DK.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu