Vækstplan efterlader SF »bastet og bundet«

27. februar 2013 16:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vækstplan efterlader SF »bastet og bundet«
Billede mangler

Regeringens udspil til kontanthjælpsreform og vækstplan har fået hårde ord med på vejen af en række af SFs lokalpolitikere, og folketingsmedlem Özlem Cekic (SF) kalder det »torskedumt« at sænke selskabsskatten fra 25 til 22 procent, vækstplanen lægger op til.

 

Men formand Annette Vilhelmsen (SF) og resten af partitoppen er »bastet og bundet«, selv om eksempelvis politisk ordfører Jesper Petersen (SF) erkender, at en sænkning af selskabsskatten »ikke er klassisk SF-politik«. Det vurderer valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

»Det er vanskeligt at se, hvad hun kan gøre. Der står i regeringsgrundlaget, at man i bredeste forstand vil fortsætte VK-regeringens økonomiske politik. Hvis SF virkelig vil en anden politik, så må de jo true med at gå ud af regeringen,« siger Rune Stubager, men understreger, at han anser det for at være et urealistisk scenarie.

Han mener dog, at SFs vælgere vil have svært ved at genkende partiet i regeringens vækstplan.

»Der er efterhånden ikke mange SF-vælgere tilbage, og jeg vil tro, at en stor del af dem, der stadig er der, er enige i kritikken. Det ligger simpelthen for langt til højre i forhold til SFs normale politik,« siger Rune Stubager.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) har været partiets hovedforhandler i arbejdet med regeringens vækstplan, og han fastslår, at SF ikke skal ud af regeringen.

»Jeg mener ikke, det er klogt, at vi forlader regeringen, men naturligvis skal vi have diskussionen om det, som vi altid har haft det. Jeg var formand i mange år, og der var der tit mange diskussioner, vi skulle tage med medlemmerne, og det gør vi også den her gang,« sagde ministeren onsdag, inden han gik ind til gruppemøde med sine partifæller.

I SFs bagland har regionsrådskandidat Tenna Vebert Birk fra Greve og Leif Skrydstrup Jensen, der er medlem af SFs bestyrelse i Aarhus Vest, arrangeret en underskriftsindsamling, der har til formål at få SF til at trække sig fra regeringen.

»Vi giver jer kritik, fordi at de reformer, der er blevet lavet mens SF har siddet i regering, intet har med socialisme at gøre. Vi undrer os over, at alle reformer igen og igen og igen er en sparemanøvre på de svageste i samfundet, og I vælger at give pengene til dem som har mest,« skriver de to i et brev til SFs landsledelse.

Samtidig kræver SFs byrådsgruppe i Horsens, at man træder ud af regeringen.

Politisk ordfører Jesper Petersen erkender, at det er »klart for enhver, at det ikke er klassisk SF-politik at sænke selskabsskatten«, men han understreger, at der er gode elementer i regeringens vækstplan.

»At det er rigtigt at lave den plan, det er jeg fuldstændig overbevist om, og så kan man synes mere eller mindre godt om de forskellige elementer,« siger han og fastslår, at SF i forhandlingerne om vækstplanen har lagt vægt på at øge offentlige investeringer og sikre uddannelse til ufaglærte.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu