Vækstplanen får uroen i SF til at brede sig

27. februar 2013 23:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vækstplanen får uroen i SF til at brede sig
Billede mangler

Uroen i SF-baglandet tager til. En stribe af partiets politikere mener ikke, at det lykkedes den nye partileder, Annette Vilhelmsen, at få sat tydelige SF-spor i regeringens stort anlagte vækstplan, skriver Berlingske.

 

76 ud af de i alt 113 SF-byrådsmedlemmer og partiforeningsformænd, som Berlingske Research har været i kontakt med i forlængelse af planens fremlæggelse, finder, at Vækstplan DK »slet ikke« eller »i lav grad« indeholder tilstrækkeligt med aftryk fra SF.

Skuffelsen over regeringens økonomiske politik får det gamle SF-oprør til at blusse op uden for Christiansborgs mure, hvor lokalpolitikere nu ønsker en debat om, hvorvidt SF overhovedet skal sidde i regering.

Som Arly Eskildsen, der er gruppeformand for SFs byrådsgruppe i Herlev Kommune og fungerende formand for SF-gruppen i Region Hovedstaden, udtrykker det:

»Jeg mener simpelthen ikke, at den generelle økonomiske linje er regeringen værdig. Derfor bliver vi i SF nødt til at diskutere, om vi fortsat skal være en del af den. Det er meget svært at se SFs politik i det.«

Elsemarie Trøst, byrådsmedlem for SF i Skive Kommune, går videre end at ønske debat:

»Jeg mener ikke, at SF skal være i regering. Jeg genkender ikke mig selv i regeringens politik længere.«

Partiformand Annette Vilhelmsen ønskede i går ikke at kommentere uroen i baglandet, men SFs politiske ordfører, Jesper Petersen (SF), afviser, at partiet ikke har fået sat tilstrækkeligt med aftryk:

»Vi forsøger at præge det, med den størrelse vi nu engang har. Jeg kan garantere, at vi sætter aftryk og trækker tingene i vores retning.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu