Vær nu realistiske

14. marts 2013 15:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vær nu realistiske
Billede mangler

Morten Olsen vil helst være favorit (det skal der ikke herske tvivl om), men somme tider vil han også have lov til at kunne overraske. Så ville han ønske, at folks forventninger var mere realistiske. At man huskede på, at Danmark er et lille land, og at små lande fik det sværere efter Murens fald og vedtagelsen af Bosman-dommen, der gjorde konkurrencen om at komme på holdet i de største klubber langt hårdere.

 

Sådan har han sagt i årevis, og da han udtog sit landshold i tirsdags, gentog han pointen om, at de mindre nationer må affinde sig med, at deres spillere ikke altid får fast spilletid i deres klubber. Sådan er det for Danmark, og sådan er det for Tjekkiet og Bulgarien, som Danmark møder henholdsvis den 22. og den 26. marts, sagde han, og så mindede han om, at Danmarks landshold lige nu er meget ungt. Hvorfor? Hvad er det egentlig, han beder om?

»Jeg siger bare, at vi også skal have lov at overraske, for realistiske set: hvem er vi? Vi er et lille land, der lige nu står med et ungt landshold. Så hører jeg, at man taler om, at vi skal gennemføre et generationsskifte, hvis vi taber til Tjekkiet og Bulgarien – og det tror jeg fuldt og fast på, at vi ikke gør, men alt kan ske i fodbold – og hvem er det så, vi skal have ind? Vi har så utroligt mange dygtige unge spillere på landsholdet her og nu, og de skal også have tid til at blive sammensvejsede. Ja, vi skal præstere her og nu, og det er jeg også fuldkomment overbevist om, at vi kan, men hav nu lidt realitetssans,« siger Morten Olsen til Berlingske.

Han understreger igen og igen, at han ikke søger undskyldninger. At der skal være plads til kritik, at han synes, at de fleste har behandlet holdet fair, at det selvfølgelig er på sin plads at få verbale tæsk efter et 0-3 nederlag til Makedonien, og at han i øvrigt selv er totalt upåvirket af pressens skriverier.

»Jeg har været med i gamet i jeg ved ikke hver lang tid, så for mig betyder det ikke noget. Men vi har nogle unge gutter med en enorm energi, som de kommer med, men hvis forventningerne til dem er, at vi skal være et top 10-hold i verden, så bliver det svært for dem at leve op til forventningerne, fordi forventningerne er uralistiske,« siger Morten Olsen og tilføjer:

»Jeg tænker på, at det er synd for dem, at de ikke fik lov at være unge, da jeg var ung. Der var ingen, der havde nogen forventninger.«

Torsdag udsendte FIFA sin nyeste verdensrangliste, hvor Danmark indtager en lidet flatterende 25. plads langt fra top 10-placeringen for et år siden. Dermed bærer den tydeligt præg af de resultater, Danmark havde i 2012, hvor modstandere som Brasilien, Tyskland, Portugal og Italien blev for store i forhold til 2011-madstandere som Cypern, Island og Norge.

»Det betyder ingenting. Ingenting,« siger Morten Olsen om placeringen på verdensranglisten.

»Danmark er ikke et top 10-land. Lad os være enige om det. Jo, vi er det i ny og næ. Vi var det sidste år, men vi er ikke et permanent top 10-hold, så lad os være realistiske,« siger Morten Olsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu