Bil pløjer fodgængere ned nær moské i London

19. juni 2017 06:25 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Politiet behandler det lige nu som et terrorangreb. Det oplyser mediet The Guardian.

En mand er erklæret død på det sted, hvor varevogn påkørte personer i det nordlige London, oplyser politiet ifølge Reuters. Otte personer er bragt på hospitalet.

Det oplyser politiet i den britiske hovedstad.

Hændelsen er sket tæt på en moské på Seven Sisters Road. En person er anholdt.

– Et antal tilskadekomne bliver behandlet på stedet, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Ifølge Muslim Council of Britain, der er en paraplyorganisation for muslimske foreninger i Storbritannien, var det medlemmer af moskéen, der blev ramt af varevognen.

– Vi er blevet informeret om, at bilen er kørt over bedende, da de forlod Finsbury Park Mosque. Vores bønner er med ofrene, skriver organisationen på Twitter.

Den britiske premierminister, Theresa May, beskriver nattens påkørsel af en menneskemængde i nærheden af en moské i London som en “forfærdelig hændelse”.

– Alle mine tanker går til de kvæstede, deres pårørende og beredskabstjenesten på stedet, siger May ifølge AP.

Der er endnu ikke frigivet oplysninger om den anholdte person.

Angiveligt en stukket

Avisen Evening Standard rapporterer ifølge Reuters, at en mand bevæbnet med en kniv sprang ud af køretøjet og stak mindst én person.

Ifølge øjenvidner er mindst tre personer alvorligt kvæstet efter episoden, skriver Reuters, mens Sky News oplyser, at mindst ti personer blev ramt af varevognen.

Øjenvidner oplyser ifølge et tweet fra mediet Al Arabiya, at varevognen speedede op, hvorefter den kørte ind i en café ved moskéen.

Politiet har afspærret et område tæt på Finsbury Park Mosque, og et større antal ambulancer er sendt til stedet, fremgår det af britiske medier.

Påkørslen skete cirka 20 minutter efter midnat. Det vides ikke, om der er tale om en bevidst handling eller et uheld.

I højt beredskab

Beredskabet i London og det øvrige Storbritannien er højt efter to angreb inden for få uger.

I maj blev 22 mennesker dræbt af en selvmordsbomber ved en koncertarena i Manchester.

Og 3. juni dræbte tre formodede islamister otte mennesker og sårede 48 ved at køre fodgængere ned på London Bridge for bagefter at gå til angreb med knive mod tilfældige mennesker i Borough Market i den britiske hovedstad.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu