Vej-millioner skal bane vej for ny Storstrømsbro

7. februar 2013 04:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vej-millioner skal bane vej for ny Storstrømsbro
Billede mangler

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har fundet ekstra 600 millioner kroner til vejinvesteringer, og de penge skal få den borgerlige opposition til at acceptere regeringens planer om, hvordan en ny Storstrømsbro kan finansieres. Det erfarer netavisen Altinget.dk.

 

– Ministeren har fundet 600 millioner kroner ekstra, der primært skal gå til vejprojekter. Det er ikke et voldsomt beløb, men vi er klar til at forhandle, siger Dansk Folkepartis Kim Christiansen (DF) til Altinget.dk.

Forhandlingerne om en ny Storstrømsbro brød sammen i november sidste år på grund af uenighed om finansieringen. Broen forventes at koste 3,9 milliarder kroner, og de penge vil regeringen finde i infrastrukturfonden, mens oppositionen vil betale broen ved at forlænge tilbagebetalingstiden på Femern Bælt-forbindelsen.

– Oppositionens forslag til finansieringen er fuldkommen urealistisk, og nu er der behov for en tænkepause, hvor de kan besinde sig og komme tilbage til forhandlingerne. Vi håber virkelig, Venstre tager sig sammen, for ellers risikerer vi, at vi slet ikke får nogen Storstrømsbro, sagde transportordfører Rasmus Prehn (S) ved den lejlighed.

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V), afviste blankt Socialdemokraternes påstand om, at en finansiering via Femern Bælt-forbindelsen ikke kan lade sig gøre.

– Det er simpelthen usandt. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, konsekvensen er bare, at tilbagebetalingstiden bliver forlænget med op til seks år, uden at projektet sættes over styr, og det er vi villige til at lægge ryg til, sagde han.

Henrik Dam Kristensen ønsker hverken at be- eller afkræfte, om han har fundet en pose penge til de borgerlige, men han peger på, at der samlet set er penge nok til, at man kan få sat gang i nogle »gode projekter«.

– Jeg er sikker på, at hvis der er politisk vilje, så kan vi lave en god aftale, der indeholder mange ting, som kan forbedre mobiliteten rundt om i landet, siger Henrik Dam Kristensen til Altinget.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu