Vejdirektoratet rustet til jysk snefald

26. januar 2012 17:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Vejdirektoratet rustet til jysk snefald
Billede mangler

Jyderne kan det næste døgn se frem til sne.
Det udbredte snevejr kommer fra en front, som i aften når frem til Jyllands vestkyst, hvorfra den i nattens løb breder sig ind over store dele af Jylland. Det meddeler TV 2’s vejrcenter.
I nattens løb vil der flere steder falde mellem fire og seks cm sne, hvilket betyder, at jyderne fredag vil stå op til vintervejr med risiko for sneglatte veje.
Hos Vejdirektoratet er man klar til nattens snedrys, som man på forhånd ikke venter de store problemer af.
“Som jeg læser det, så kommer der enkelte snebyger, så jeg forventer ikke, at det bliver voldsomt. Vi er selvfølgelig klar, og skulle det blive mere end aften- og nattevagten kan klare, så kan vi kalde flere på arbejde. Det er dog ikke noget, vi har planlagt,” siger vagtchef i Vejdirektoratet Torben Kristensen til Newspaq.
Han anbefaler alligevel bilister til at vise agtpågivenhed.
“Kør efter forholdene, sæt farten ned og hold afstand til forankørende. Så burde det ikke gå galt,” siger vagtchefen.
Mens Jylland har snevejr, vil det overvejende forblive tørt i resten af landet.
Fronten svækkes hurtigt på sin vej mod øst, så det østlige Jylland kun får ganske lidt sne, mens Fyn og Sjælland kan gå helt fri.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu