Vejen banet for Bayern-double

16. april 2013 22:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Vejen banet for Bayern-double
Billede mangler

Wolfsburg sled og slæbte, men selv ikke en folkevognsklub med solidt bundtræk kunne gøre noget ved Bayern München.

De nykårede tyske mestre og Champions League-semifinalister var simpelthen for suveræne, og er nu klar til finalen i den tyske pokalturnering, hvor modstanderen bliver enten Stuttgart eller Freiburg, der mødes onsdag.

Wolfsburg blev kørt ned med resultatet 6-1. Set med de rød-hvide briller var der desværre ingen danske ben involveret i det resultat. For Bayern München var Pierre Emile Højbjerg ikke med i truppen. Han fik ellers i weekenden en fornem debut på storklubbens førstehold. Landsholdsstopperen Simon Kjær så hele kampen fra Wolfsburg-bænken.

Arjen Robben blev den helt store oplevelse i opgøret. Han tegnede sig for to oplæg og et mål i en kamp, der blev spillet med god intensitet.

Først var det Mario Mandzukic, der fik sidste ben på forarbejdet fra midtbanen, og kunne flugte bolden ind til 1-0. Efter 35 minutter var Arjen Robben selv på pletten, inden han igen kunne støbe fundamentet til endnu et mål. Det sidste blev sat ind af Xherdan Shaqiri, der sparkede fladt med venstrebenet og under en forsvarsspiller på vej i mål.

Shaqiri, der også havde en stor rolle som assists-mager den aften, lavede også det flotte forarbejde til Mario Gomez’ mål til 4-1. Efter en dribletur afleverede han på tværs i feltet. Her er Mario Gomez mere dødbringende end en hidsig australsk taipan-giftslange. Han svigtede da heller ikke, og med indersiden smaskede han den utageligt i nettet.

Det var ikke det sidste, man så til Gomez den aften. Han var på pletten yderligere to gange, og begge gange var det med usvigelig sikkerhed, at læderet skånselsløst og legende let blev placeret ind i mål.

Dermed lykkedes det Mario Gomez at score noget så sjældent som et hattrick. Fra bænken. Den tyske superreserve kom først på banen efter 77 minutter. Ti minutter senere havde han sendt tre mål i kassen. Både han og resten af det tyske mester- og pokalfinalehold virker mildt sagt skarpe før Champions League-semifinalen i næste uge.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu