Vejlegården-brand: Amin Skov har det bedre

23. december 2012 07:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Vejlegården-brand:  Amin Skov har det bedre
Billede mangler

Efter branden på Vejlegården har restauratør Amin Skov det bedre, siger støtteformand.

Ejeren af Restaurant Vejlegården, Amin Skov, er nu i bedring og flyttet fra intensivafdelingen på Vejle Sygehus, hvor han har været under observation for røgforgiftning efter branden på den omstridte restaurant.

Restauratøren har dog hævelser i ansigtet og et blåt øje, som han ikke vil sige, hvor stammer fra.

Det oplyser formanden for Vejlegårdens Støtteforening, Frank Schwaner, der lørdag middag har besøgt Amin Skov på hospitalet.

– Amin har været i bad og fået noget at spise, og han har det bedre. Han er lidt forslået i ansigtet og har et blåt øje. Han ville dog ikke dele flere oplysninger om nattens oplevelser, siger Frank Schwaner til Ritzau.

I forbindelse med branden natten til fredag måtte Amin Skov flygte ud af et vindue, da en dør var spærret efter et indbrud i restauranten for nogen tid siden. Om han har fået det blå øje i den sammenhæng, er endnu uvist.

– Han havde ikke lyst til at fortælle, hvordan han havde fået hævelserne og det blå øje. Han ville heller ikke oplyse, om han mistænker nogen, eller om branden var påsat, fortæller Frank Schwaner.

Sydøstjyllands Politi har netop afhørt Amin Skov i et par timer. Politiet har endnu intet meldt ud, om branden klokken to natten til fredag var påsat.
Læs også – Vejlegården-brand: Derfor var Amin Skov på arbejde

Formanden for Vejlegårdens Støtteforening har dog en bøn fra Amins sygeseng.

– Amin beder indtrængende om, at journalister ikke møder op på privatadressen hen over julen, hvor familien meget gerne vil have fred, fortæller Frank Schwaner, efter at journalister har besøgt adressen.

Amin Skov er indlagt med røgforgiftning, og ifølge restaurantchef Anna Marie Poulsen var Amin Skov ved at lave regnskab, da branden brød ud.

En sabotagealarm i restauranten startede i forbindelse med branden. Det kunne tyde på et indbrud, og politiet skal nu undersøge, om branden kan være påsat.

Restaurant Vejlegården blev i årets løb landskendt, da Amin Skov valgte at indgå overenskomst med fagforbundet Krifa i stedet for 3F.

Det førte blandt andet til, at 3F iværksatte blokader mod restauranten, og hen over sommeren og efteråret fyldte konflikten på Vejlegården godt op i medierne.

I november afgjorde Arbejdsretten, at konflikten og blokaden i store træk var lovlig.
/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu