Venezuela: Chavez vender snart tilbage

16. februar 2013 10:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Venezuela: Chavez vender snart tilbage
Hugo Chavez

Arkivfoto: Facebook

De første billeder af Venezuelas præsident Hugo Chavez siden den seneste kræftoperation er blevet offentliggjort.

 

CUBA: Hugo Chavez smiler bredt fra sin seng på hospitalet i Cubas hovedstad Havana med sine to døtre ved sin side i et billede offentliggjort af den venezuelanske regering fredag, skriver BBC.

Den 58-årige præsident har ellers ikke vist sig offentligt siden den seneste af fire kræftoperationer i løbet af 18 måneder.

På et andet billede ser man præsidenten læse i torsdagens udgave af det cubanske kommunistpartis avis Granma.

Regeringen oplyser, at billederne er taget torsdag aften.

Informationsminister Ernesto Villegas, siger, at præsidenten nu trækker vejret gennem et luftrør og har besvær med at tale.

Præsidenten skriver i stedet sine ordrer på et stykke papir.

Der har været ubredt spekulation om præsidentens helbredstilstand og flere demonstrationer uden for den cubanske ambassade i Caracas. Demonstranterne har krævet at få oplysninger om præsidentens tilstand.

Hugo Chavez har stået i spidsen for Venezuela i 14 år og opnåede genvalg for en seks-årig periode i oktober 2011.

Kort før afgangen til Cuba sagde Chavez til sine tilhængere, at de skulle overveje vicepræsident Maduro som hans efterfølger.

Maduro har gennem den seneste tid været på flere besøg på hospitalet, hvor Chavez er indlagt.

Den venezuelanske regering har været meget nærig med oplysninger om præsidentens sygdom og behandling.

Forlydender går på, at præsidenten har fået fjernet tumor to steder i bækkenområdet og været i kemoterapi og strålebehandling.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu