Venstre bifalder mindre offentlig vækst

26. februar 2013 07:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Venstre bifalder mindre offentlig vækst
Billede mangler

Venstre hilser regeringens planer om et mindre offentligt forbrug velkommen.

 

»Et mindre offentligt forbrug er helt klar en positiv melding, og det er en vej til at skabe et provenu, der kan bruges til at skabe arbejdspladser i den private sektor. Men det kan naturligvis ikke stå alene,« siger Venstres erhvervsordfører, Kim Andersen (V).

Regeringens konkurrenceevnepakke, der fremlægges i dag, betyder en sænkning af selskabsskatten fra 25 procent til 22 procent. Det finansieres ved et mindre offentligt forbrug. Regeringen havde oprindelig planlagt en stigning i det offentlige forbrug på 0,8 procent, men med den nye vækstpakke reduceres det til 0,4 procent i 2014 stigende til 0,75 procent frem mod år 2020.

»Det er et skridt i den rigtige retning,« lyder det fra Kim Andersen. Venstre har bebudet, at man ønsker nulvækst i den offentlige sektor frem til 2020.

Kim Andersen håber, at regeringens pakke også indeholder andre forbedringer for erhvervslivet.

»Jeg håber, vi også ser nogle tiltag omkring NOx-afgift og energiafgifter. Det er noget, der giver en hurtigere effekt end det at justere på selskabsskatten,« siger Kim Andersen og understreger, at partiet er positiv i forhold til sænkningen af selskabsskatten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu