Venstre-profil forlader politik

21. august 2012 14:32 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Venstre-profil forlader politik
Billede mangler

Venstres tidligere forsvarsminister og nuværende formand for skatteudvalget Gitte Lillelund Bech sender en offentlig jobansøgning ved på TV 2 News at meddele, at hun ikke genopstiller ved næste valg.
Det sker for at forfølge en civilkarriere i stedet:
– Hvis jeg får et tilbud om job, hvor jeg kan bruge de kompetencer, jeg har fået med hensyn til ledelse, økonomistyring, kommunikation og strategi, så vil jeg slå til, siger Gitte Lillelund Bech til TV 2 News.
Hun understreger, at hun ikke er træt af arbejdet i Folketinget, men hen over sommeren har hun tænkt over, hvad der skal ske efter politik.
– Hvis jeg skal noget andet, så er det det rette tidspunkt at stå af inden for de næste par år. Man skal stoppe, når man synes, det går godt, men skal ikke bare blive hængene, siger Gitte Lillelund Bech, der har været en del af dansk politik i 13 år.
Hun blev forsvarsminister i 2010 som del af den ministerrokade, hvor tidligere forsvarsminister for Venstre Søren Gade opsigtvækkende valgte at trække sig oven på flere skandalesager i forsvaret om blandt andet den såkaldte jægerbog.
Ud over posten som formand for Folketingets skatteudvalg sidder Gitte Lillelund Bech også i erhvervsudvalget, vækst- og eksportudvalget, udvalget for udlændinge og integrationspolitik samt forsvarsudvalget .
Hun er også stedfortræder for Lars Løkke Rasmussen i det prestigefyldte Udenrigspolitiske Nævn.
Men beslutningen om ikke at genopstille kan ændre på hendes poster:
– Ledelsen i partiet må vurdere, om jeg skal fortsætte som formand for skatteudvalget. Jeg ved godt, at når jeg er på vej ud, så er det ikke mig, der får de mest spændende opgaver, siger Gitte Lillelund Bech til TV 2 News.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu