Venstre revser Thorning for tale uden reformer

1. januar 2013 20:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Venstre revser Thorning for tale uden reformer
Billede mangler

Statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale er blottet for konkret politisk indhold, lyder kritikken fra Venstre
 Af: Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau
 
Som statsminister bør man have modet til at vise vejen frem og komme med konkrete politiske løsninger.
Men det mod viser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) langt fra i sin nytårstale. Sådan lyder kritikken fra Venstre, der anklager statsministeren for at holde en nytårstale »blottet for politisk lederskab«.
 Læs også – Thorning: Vi er i en ny virkelighed
 
– Det er jo en retorisk flot tale, men jeg tror, at de fleste statsministre ville kunne have holdt den tale, for det er jo en tale, der kigger bagud, men der er intet konkret i talen. Der er intet bud fra statsministeren på, hvordan vi skaber arbejdspladser i Danmark, og hvordan vi sikrer, at de mange mennesker, der har mistet deres arbejde under krisen, igen kan komme ind på arbejdsmarkedet, siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), til Berlingske Nyhedsbureau.
 
– På den måde bliver talen jo blottet for politisk lederskab, lyder kritikken.
 Læs også – Samuelsen til Thorning: Der ér en snuptagsløsning
 
Ellen Trane Nørby er særligt skuffet over, at Helle Thorning-Schmidt ikke bruger talen på at understrege behovet for reformer, der skal sikre arbejdspladser og vækst i Danmark.
 
– Der er intet ord om det her reformspor, som hun ellers for bare få dage siden sagde, hun ville fortsætte, og som var nødvendigt, hvis Danmark skulle ud af krisen, siger Ellen Trane Nørby, der kalder fraværet af reformer i talen »bemærkelsesværdigt«.
 Læs også – Enhedslisten savner indrømmelser fra Thorning
 
– Jeg synes, det ville klæde regeringen ikke bare at tale, men også at komme i arbejdstøjet og komme i gang med at handle. Det, der har kendetegnet Helle Thorning-Schmidt fra starten, er, at hun holder nogle flotte taler, men at de ikke bliver fulgt op af konkret handling, siger Ellen Trane Nørby.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu