Venstre vil rangordne kræftrisici

25. marts 2013 07:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Venstre vil rangordne kræftrisici
Billede mangler

Borgerne bør have klar besked om, hvorvidt det er lige så sundhedsskadeligt at spise franskbrød og køre med regionaltog, som det er at ryge cigaretter.

 

Det mener Venstres medlem af Sundhedsudvalget, Martin Geertsen (V).

»Vi må have Sundhedsstyrelsen på banen for at vurdere, om det er lige så sundhedsskadeligt at spise et stykke franskbrød og drikke en kop kaffe, som det er at ryge 20 Kings om dagen,« siger Martin Geertsen.

21 Søndag på DR1 kunne søndag fortælle, at opvarmning af fødevarer, der indeholder store mængder stivelse og kulhydrater, medfører dannelse af stoffet akrylamid. Et stof, der ifølge DTU Fødevareinstituttet kan være kræftfremkaldende.

Mistanken til akrylamid, der blandt andet kan findes i brød, chips, morgenmadsprodukter, kaffe og cigaretter, er gammel, men hidtil har forskningen vist forskelligartede resultater. Den nye undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse, Aarhus Universitet og Aalborg Universitetshospital har deltaget i, dokumenterer sammenhængen mellem kræft og akrylamid.

»Nu hører vi også om kræftrisikoen ved at køre med regionaltog. Det er nødvendigt, at vi får en autoritativ vurdering af det her, ellers opstår der en apati i befolkningen, fordi vi får så mange forskellige signaler hele tiden. Hvis vi får en rangordning af, hvor risikoen er størst, vil det også hjælpe os som politikere til at prioritere og sætte ind der, hvor risikoen er størst,« siger Martin Geertsen og henviser til en historie fra Politiken, hvor Det Økologiske Råd fremlægger en undersøgelse, der viser, at dieselpartikler i regionaltog kan være direkte sundhedsskadelige for pendlerne.

Spørgsmål: Vil det ikke være lettere at kræve, at industrien gør noget og eksempelvis fjerner akrylamid fra brød?

»Jeg er ikke ekspert på, hvad der kan lade sig gøre, men jeg synes, at vi i første omgang bør have en rangordning af, hvor risikoen er størst, og så må vi tage stilling derudfra,« siger Martin Geertsen.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er ifølge 21 Søndag bekymret over det kræftfremkaldende stof akrylamid.

»Jeg lytter til DTU Fødevareinstituttet, når de viser ny forskning, der peger i så bekymrende en retning,« siger fødevareministeren, der nu vil tage spørgsmålet op i EU-regi.

Den europæiske fødevareautoritet, EFSA, ventes at tage stilling til den danske forskning til september.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu