Verden Rundt

22. februar 2013 17:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Verden Rundt
Billede mangler

Har du læst den om blyantspidseren?

 

STORBRITANNIEN: For 35. gang er det blevet tid til at finde den mest underlige bogtitel i Storbritannien, og i år er der atter mange gode bud, når vinderen af den såkaldte Diagram Prize skal findes. Det skriver Reuters. Blandt kandidaterne, der blev offentliggjort fredag, er en guidebog til, hvordan man spidser blyanter og en manual til, hvordan man fremstiller tehætter. På listen kan man også finde et studie af Adolf Hitlers helbred med titlen »Var Hitler syg?« samt en bog om lofter og duer med titlen »Lofter i Nordamerika: Duelofter«.

Kram ikke med en søko

USA: En mand fra staten Florida i USA er blevet anholdt og sigtet for at chikanere en truet dyreart, efter at han lagde et billede på Facebook, hvor han giver en søko et knus. Det skriver Reuters. Det var et tip fra en person, der havde set billedet på siden, der førte til anholdelsen. I værste fald kan mandens kærlighed til søkoen føre til seks måneders fængsel og en bøde på 500 dollar.

Sabelslugerne kræver anerkendelse

Når der findes en Fars Dag og en Mors Dag, hvorfor er der så ikke også en Sabelslugers Dag? Sådan lyder ræsonnementet fra foreningen Sword Swallowers Association International, der nogenlunde kan oversættes til Den Internationale Sabelsluger Forening. Gennem de seneste syv år har foreningen således hvert år afholdt »World Sword Swallowers Day« på den sidste lørdag i februar. På dagen vil alverdens sabelslugere samles forskellige steder for at udføre deres lidt bizarre hobby.

Rygende varme vafler

USA: Man skal åbenbart passe på andet end ekstra kalorieindtag, når man varmer vafler i ovnen. Det måtte den 18-årige Aalaya Walker mandag sande, da hun smækkede en pakke frosne vafler i ovnen og endte med fragmenter fra en patron i benet og brystet. Det skriver Huffington Post. Walker vidste nemlig ikke, at hendes ven brugte ovnen til at opbevare ammunition til den pistol, som han gemte væk i køleskabet. Efter ovnen eksploderede lykkedes det Walker selv at pille en del af fragmenterne ud af benet og brystet, og hun tog efterfølgende bussen til hospitalet, hvor hun fik fjernet resten. Politiet har afhørt vennen, der har fremvist en gyldig våbentilladelse og derfor ikke er blevet anholdt i forbindelse med ulykken.

Tun be or not tun be?

USA: Hestekødskandalen har fået masser af spalteplads i de danske og europæiske medier gennem den seneste tid, men det er ikke kun kød fra heste, der snyder sig vej til forbrugernes middagsmåltider. En ny undersøgelse foretaget af havinteresseorganisationen Oceana viser således, at det bestemt ikke altid er tunfisk, der ender på tallerkenen, selvom der står tun på pakken eller menukortet. Organisationen har undersøgt 1.215 fiskeprøver, og i 59 procent af tilfældene var fisk solgt som tun ikke tun. Prøverne blev indsamlet i blandt andet supermarkeder og sushirestauranter. I 84 procent af de tilfælde, hvor der stod »hvid tun«, var der tale om smørfisk i stedet.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu