Verden Rundt

25. februar 2013 17:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Verden Rundt
Billede mangler

Nyhedbureau photoshopper Michelle Obama

 

IRAN: Det iranske nyhedsbureau, Fars, som normalt fokuserer deres skarpe nyhedspenne på militæranliggender i landet, har set uden for Irans grænser og dækket den amerikanske filmfest, Oscaruddelingen. Det skriver enduringamerica.com

Især hovedprisen for Bedste Film har de dækket grundigt. Amerikas førstedame, Michelle Obama, havde det ærefulde hverv at uddele prisen, og som alle aftenens skuespillere og filmfolk, var førstedamen selv også klædt på til den festlige lejlighed.

Kjolen var glitrende, sølvfarvet og …alt for vovet, synes Fars. Derfor besluttede bureauet sig for at køre billedet af præsidentfruen gennem photoshop-møllen. Kjolen var stadig glitrende og sølvfarvet herefter. Men nu dækkede den også hele Michelle Obamas brystkasse og skuldre.

Det er ikke første gang, iranske medier klæder en dame mere anstændigt på. Under nogle atomvåben-forhandlinger blandt seks af verdens største atomkraftnationer i 2011, fik den engelske Lady Catherine Ashton photoshoppet en høj krave på sin bluse.

Kærlighedshungrende kvinde skyder hus i raseri

USA: En 92-årige gammel kvinde fra Florida savner lidt kærlighed. Hendes mand døde i 1982, og der har angiveligt været lidt langt mellem bejlerne siden da. Derfor blev hun mildest talt ret sur, da hendes 53-årige nabo nægtede at give hende et kys. Det skriver Daily News.

Den ældre kvinde var resolut gået hen til naboens hoveddør, banket på og bedt om et kys. Efter han havde nægtet utallige gange, var hun gået tilbage til sit eget hus og fandt en semiatomatisk pistol frem. Hun ville efter eget udsagn skyde mandens »elskede« bil, men hun ramte i stedet flere gange husets mur og en enkelt kugle gik gennem et vindue.

Hun blev arresteret og er nu anklaget for groft overfald med et dødbringende våben.

Putin ulovliggør offentlig rygning

RUSLAND: Den russiske præsident, Vladimir Putin, har underskrevet en lov, som gør det ulovligt at ryge på restauranter, i fjerntog og indgangspartier til bygninger, skriver BBC News Europe.

Loven træder i kraft den 1. juni. Hvis du efterfølgende står inden for 15 meter af en bygning med en smøg i mundvigen, kan det udløse en bøde. Præcis et år senere bliver det yderligere ulovligt at ryge på togstationer, i lufthavne og havne.

Det samme gælder hoteller, barer, caféer og faktisk utallige andre bygninger, så det bliver rigtig svært at nyde en smøg, uden at være halvkriminel.

Regeringen har gjort det til en af deres vigtigste missioner at forbedre befolkningens helbred og med loven om at beskytte befolkningen mod passiv rygning, har de taget et vigtigt skridt i den retning. Rusland er et af de lande i verden, som har den største rygerrate. Fire ud af ti er rygere – og muligvis snart halvkriminelle.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu