Verden Rundt

1. marts 2013 16:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Verden Rundt
Billede mangler

Dans på fly undersøges af myndighederne

USA: Fly-organisationen »The Federal Aviation Administration« i USA er i øjeblikket i gang med at undersøge, om studerende fra et college i Colorado brød nogle regler, da de rejste sig fra deres sæder og fremførte en såkaldt »Harlem Shake«-dans under en flyvetur fra Colorado Springs til San Diego, skriver The Telegraph.

Dansen, som stammer fra en musikvideo med Baauer, har inspireret til talrige videoklip, hvor en person iført en maske eller en form for kostume danser alene, mens folk omkring personen først ignorerer det, men efter noget tid springer op og danser med. Og det var lige præcis, hvad der skete på flyet, hvor en stor del af passagererne besluttede at rejse sig og hoppe med til rytmerne i 10.000 meters højde.

Flyvemyndighederne undersøger derfor episoden, herunder hvilken forfatning flyet var i, da de mange passagerer hoppede rundt i den smalle gang.

Kinesisk forretningsmand udliciterer sin datters lektier

KINA: Ni medarbejdere, der arbejder under en kreativ og måske lidt for familievenlig forretningsmand, fik for nyligt en meget usædvanlig opgave af deres chef. Han fik dem til at lave sin 12-årige datters lektier, oplyser avisen Qianjiang Evening News ifølge The Telegraph.

»Vi var oppe i to døgn i træk. Pigen var ret krævende og insisterede på, at vi lavede samtlige opgaver, som hun var havde fået til opgave af sin lærer, selv om man kun behøvede at lave en ud af de i alt fire opgaver,« siger medarbejderen, der nøjes med at kalde sig Hr. Chen, ifølge The Telegraph.

Hun var sammen med sine klassekammerater blevet stillet opgaven om enten at lave et maleri, en film, tage billeder eller skrive en stil om de forandringer, der har været i landet de seneste 20 år.

Hr. Chen, som er professionel fotograf, skulle stå for foto-opgaven.

»Min chef sagde, at det også var træning for mig. Men der var jo det dilemma, at jeg ikke kunne tage alt for gode billeder, da det jo skulle forestille at være billeder, som var blevet taget af en 12-årig. Samtidig ville jeg få skylden, hvis billederne var dårlige,« lyder det fra den desillusionerede medarbejder.

Whisky for flere millioner kroner hældt ud

SKOTLAND: Tusindvis af liter af skotsk whisky til en værdi af næsten fem millioner kroner er ved et uheld blevet hældt i afløbet på en Chivas Brothers-fabrik, som blandt andet producerer den verdenskendte Ballantines Whisky, skriver metro.co.uk.

I alt blev 18.000 liter whisky hældt ud, da nogle af de ansatte troede, at det var beskidt vand. Uheldet blev opdaget, da man begyndte at undersøge en meget stærk lugt på fabrikken.

»Vi undersøger et uheldigt tab, som skete 26. februar, hvor noget spiritus blev hældt ud med vandet,« lød det i denne uge i en pressemeddelelse fra producenten, der slår fast, at der ikke har været en udledning til floden Leven eller andre lokale vandløb.

Narko-kanon opdaget ved den mexicanske grænse

MEXICO: Mexicanske smuglere har tidligere benyttet sig af tunneler, biler, både og egne kroppe i deres forsøg på at få narkotika over grænsen til USA, men nu har grænsepolitiet også fundet en kanon i byen Mexicali, der kan skyde narko i en stor bue over grænsen, skriver CNN.

Kanonen, som typisk er monteret på en ladvogn, bliver affyret ved hjælp af lufttryk, men i stedet for kanonkugler skyder den med poser, der indeholder narko. Det er efter sigende sket i nattetimerne, mens der har stået folk klar på den amerikanske side af grænsen til at samle op, fortæller de amerikanske myndigheder.

Den nu konfiskerede kanon er den eneste, som grænse- og toldvæsenet, kender til.

Tidligere Miss Norge-model udnyttede sex-hungrende mænd

NORGE: Otte mænd skulle være blevet lokket med sex af to piger på 17 og 19 år, som i virkeligheden var 19 og 21 år, efter at have chattet med dem på nettet. Mændene blev imidlertid lagt i håndjern, filmet og frarøvet værdier, da de mødte op til lejligheden i Oslo. Den ene af pigerne er tidligere Miss Norge-model, skriver vg.no.

I lejligheden var også to mænd og en kamphund, og pigerne brugte optagelserne til at afpresse ofrene for yderligere pengebeløb. Nogle blev endda truet til at overføre store pengebeløb via netbank i eget hjem.

Sammen med de to mænd på 18 og 26 år er de to piger sigtet for røveri og afpresning for flere hundrede tusinder kroner. Retssagen begynder om en måned i Oslo.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu