Verden Rundt

4. marts 2013 16:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Verden Rundt
Billede mangler

Smukke mænd får ekstra-skat

JAPAN: I et forsøg på at få indkrævet nogle penge til den japanske statskasse har den økonomiske analytiker Morinaga Takuro foreslået, at man skal beskatte smukke mænd, så de mindre smukke mænd vil blive mere attraktive for kvinder, og der kan komme gang i fødselstallet, skriver weirdasianews.com.

Takuro ser nemlig »kærligheds-kløften« som et stort problem i forhold til at kunne håndtere det stigende antal ældre i en økonomisk presset tid. Konklusionen er således, at hvis Japan beskatter smukke mænd og reducerer skatten for ikke-smukke mænd, vil landets økonomi måske være bedre i løbet af et års tid.

Helt konkret vil Takuro fordoble skatten for de smukke mænd og reducere skatten med 10-20 procent for de knap så smukke, og han foreslår, at et panel af kvinder skal vurdere, hvorvidt mændene havner i den ene eller anden kategori.

Historien melder intet om, hvordan Morinaga Takuro selv ser ud.

Passager smidt af fly for at smugle hund om bord

ISRAEL: En kvindelig passager blev angiveligt smidt af et British Airways-fly i Tel Avivs Ben Gurion-lufthavn, da man fandt en hund i hendes håndbagage, skriver The Telegraph.

Flypersonalet blev gjort opmærksom på den »blinde passager« i håndtasken, da passagerer havde hørt pibelyde fra under et sæde. Flyet, der i forvejen var forsinket på sin færd mod London-lufthavnen Heathrow, måtte derfor køre tilbage til gaten.

Her blev den kvindelige passager og hund smidt af flyet.

»Vi tillod ikke den kvindelige passager at rejse med os, da vi fandt ud af, at hun havde en lille hund med i håndtasken. Vi vil gerne undskylde til vores øvrige kunder, som oplevede yderligere forsinkelse på grund af episoden,« lyder det ifølge The Telegraph fra en talsmand for British Airways.

Forfalskede egen bortførelse for at undgå rasende kæreste

USA: En 34-årig mand fra Brooklyn i New York er sigtet af politiet for at have fuppet ordensmagten til at tro, at han var blevet bortført, skriver NBC.

Han blev ellers fundet med gaffatape omkring munden, hænderne og benene nogle få gader fra sin bopæl. Han fortalte politiet, at han to uger tidligere var blevet bortført af to mænd, som havde kørt væk med ham i en blå varevogn.

Ifølge politiet var der imidlertid mange ting i mandens forklaringer, der ikke hang sammen, og til sidst erkendte han, at han selv havde iscenesat det hele. Det skulle angiveligt have været for at slippe for sin kæreste, der var rasende på ham.

»Han er en idiot. Det var et ynkeligt forsøg på at mildne kærestens syn på ham,« skulle en politibetjent have sagt til The New York Post.

Historien melder ikke noget om, hvad der skulle have gjort kæresten så vred, at manden så sig nødsaget til at »bortføre sig selv«.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu